Israel: Vi har dræbt Nasrallah

Hizbollah har ikke bekræftet drabet på organisationens øverste leder

Offentliggjort Sidst opdateret

Hassan Nasrallahs død

Hassan Nasrallah, Hizbollahs øverste leder siden 1992, blev rapporteret dræbt af det israelske militær i et luftangreb i Beirut.

Nasrallah, der overtog ledelsen efter Abbas al-Musawi, har haft stor indflydelse i Libanon og blandt shiamuslimske tilhængere.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det israelske militær meddeler lørdag, at man har dræbt Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah.

Han blev ifølge Israel dræbt fredag i et luftangreb mod bevægelsens centrale hovedkvarter i den sydlige del af Libanons hovedstad, Beirut.

På det sociale medie X skriver talsperson Avichay Adraee, at militæret har "elimineret Hassan Nasrallah, leder af terrororganisationen Hizbollah".

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ikke bekræftet

På X skriver Israels militær:

- Hassan Nasrallah vil ikke længere være i stand til at terrorisere verden.

Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah, er angiveligt blevet dræbt af den israelske hær.

Hizbollah har ikke bekræftet oplysningen.

Nasrallah blev Hizbollahs øverste leder i 1992, hvor han var blot 32 år. 

Han overtog fra Abbas al-Musawi, der blev dræbt af Israel.

Kultstatus

Hassan Nasrallah har kultstatus blandt sine shiamuslimske tilhængere og også stor indflydelse på Libanons samfundsinstitutioner.

Og så råder han hos Hizbollah over et våbenarsenal, der langt overgår den nationale hærs.

En anonym kilde tæt på den libanesiske gruppe har sagt til nyhedsbureauet AFP, at kontakten med Nasrallah gik tabt fredag aften. 

Powered by Labrador CMS