IS-kriger har skiftet mening
Den formentlig eneste overlevende mistænkte fra blodigt angreb i Paris i 2015 har onsdag været i retten
Salah Abdeslam hævder, at han med vilje lod være med at detonere sit bombebælte. Anklagere mener nærmere, at han mislykkedes (Arkivfoto).
Benoit Peyrucq/Ritzau Scanpix
Den hovedtiltalte fra Paris-angrebene i november 2015 hævder, at han aldrig detonerede sit bombebælte, fordi han skiftede mening undervejs.
Det sker i forbindelse med en retssag onsdag i den franske hovedstad.
- Jeg stod i en situation, som ikke særlig mange har oplevet. Hvor man tager et skridt tilbage og skifter mening, siger den 32-årige Abedslam.
- Nu sidder man i fængsel og tænker for sig selv, at man skulle have detoneret apparatet. Det er, hvad man tænker, når man sidder i isolation, lyder det.
Eneste overlevende
Anklagere mener, at Abdeslam er den eneste overlevende mistænkte af de radikale islamister, der udførte blodige angreb på seks restauranter og barer, på spillestedet Bataclan og ved det franske nationalfodboldstadion i Paris.
130 mennesker blev dengang dræbt og 368 såret.
Ifølge anklagerne lykkedes det ganske enkelt ikke for Abdeslam at få bombebæltet til at fungere.
Han flygtede umiddelbart herefter fra Paris.
Anholdt i Belgien
I 2016 blev han anholdt i Belgien, og han har været fængslet lige siden.
Under retssagen, der har tiltrukket sig stor opmærksomhed, sagde Abdeslam tidligere onsdag, at han ikke har dræbt nogen.
- Jeg har i dag villet sige, at jeg ikke dræbte nogen, og at jeg ikke sårede nogen. Jeg tilføjede end ikke nogen en skramme, sagde han.
Samtidig svor han dog sit troskab til den militante gruppe Islamisk Stat (IS).
- Jeg støtter IS, og jeg elsker dem, lød det fra fransk-marokkaneren.
20 mænd anholdt
Retssagen blev indledt først i september.
20 mænd er anklaget for at have spillet en rolle i angrebet, som er det mest dødelige angreb i Frankrigs historie i fredstid.
I retssagen deltager flere end 1800 sagsøgere og 300 advokater.
Dommene ventes i slutningen af maj.
Islamisk Stat Khorasan
Her kan du bliver klogere på, hvad Islamisk Stat Khorasan er:
* Islamisk Stat Khorasan dukkede først op i det østlige Afghanistan i slutningen af 2014 og blev hurtigt kendt for sin ekstreme brutalitet.
* Gruppen er navngivet efter en gammel term for regionen.
* Ifølge flere forskere i militant islamisme i regionen blev gruppen stiftet af flere særligt ekstreme individer fra den pakistanske afdeling af Taliban. Det skete, efter at pakistanske sikkerhedsstyrker tvang dem til at flygte ind i Afghanistan.
* Lige fra begyndelsen udfordrede gruppen Taliban. Det gjaldt blandt andet i forhold til at have kontrol med vigtige grænseområder mellem Afghanistan og Pakistan, der blandt andet forbindes med narkosmugling.
* Samtidig stod gruppen også bag en række selvmordsangreb i Kabul og andre byer mod regerings- og militærmål. Tilsyneladende for at slå gruppens ry fast som en særligt voldelig og militant bevægelse.
* Blandt angrebene kan nævnes brutale henrettelser af ledende landsbyfolk og drab på nødhjælpsarbejdere fra Røde Kors.
* I maj sidste år angreb medlemmer fra gruppen også en fødeafdeling på Dasht-e-Barchi-hospitalet i Kabul. I alt 24 civile blev dræbt – heriblandt nybagte mødre og deres babyer.
* Islamisk Stat Khorasan opererede i begyndelsen i et begrænset område nær grænsen til Pakistan. Men på et tidspunkt lykkedes det også gruppen at få fodfæste i Afghanistans nordlige provinser Jowzjan og Faryab.
* Ifølge USA's Center for Bekæmpelse af Terrorisme udgøres gruppen primært af udbrydere fra både al-Qaeda og Taliban.
* Gruppen har både kæmpet mod Afghanistans vestligt støttede regering og Taliban. Dens præcise forbindelse til Islamisk Stat i Irak og Syrien er uklar.
* Ifølge amerikanske efterretningskilder har bevægelsen udnyttet regeringens kollaps i Afghanistan til at styrke sin egen position. Blandt andet ved at øge rekrutteringen af utilfredse medlemmer fra Taliban, der har overtaget magten i landet.
Kilde: Reuters.