Interpol-alarm: Kan du genkende dem

Tre europæiske lande har fået hjælp af politisamarbejdet Interpol til at identificere en række dræbte kvinder

Offentliggjort Sidst opdateret

Det internationale politisamarbejde Interpol har valgt at spille med sjældent åbne kort i et forsøg på at opklare 22 kvindedrab.

Interpol har således iværksat en operation ved navn "Identify Me".

På politisamarbejdets hjemmeside er der offentliggjort illustrationer af 22 uidentificerede kvinder, der er blevet dræbt mellem 1976 og 2019.

Holdes internt

Ifølge det britiske medie BBC er det første gang, at Interpol har offentliggjort en liste, hvor der efterspørges oplysninger om uidentificerede lig. Normalt holdes disse informationer internt i politinetværket.

Der er tale om dræbte kvinder i Holland, Belgien og Tyskland.

Det er et uopklaret drab fra 1999 i Amsterdam, hvor en død kvinde blev fundet i en trillebør, der har fået Interpol til at reagere.

Enige om at offentliggøre

Kvinden var blevet skudt i hovedet og i brystet, skriver BBC.

I 2005 blev en hollandsk efterforsker ved navn Carina van Leeuwen sat på sagen. Efter at have afsøgt alle muligheder for at opklare drabet og identificere kvinden kontaktede hun kolleger i Tyskland og Belgien.

Her blev hun bekendt med en lang række øvrige uopklarede kvindedrab.

De tre lande samlede herefter en liste med 22 uidentificerede kvindelige drabsofre og bad Interpol om at offentliggøre den.

Rekonstruktioner

Der er ni sager fra Holland, syv fra Belgien og seks fra Tyskland.

Interpols liste omfatter flere detaljer om kvinderne - herunder deres beklædning, smykker og eventuelle tatoveringer. 

Der er også blevet lavet grafiske rekonstruktioner af, hvordan kvinderne muligvis har set ud.

Typisk drab

I Holland tilknytter stort set alle fund af kvindelige lig sig til drabssager. For mandlige lig er der typisk flere forskellige dødsårsager, skriver BBC.

Carina Van Leeuwen anser Interpols operation som et vigtigt tiltag.

- Hvis man ikke har et navn, så har man ikke nogen historie. Så er man bare et tal, og der er ikke nogen, der bare er et tal, siger efterforskeren.

Dette er en digital rekonstruktion af en af de kvinder, som endnu ikke er blevet identificeret.
Dette er en digital rekonstruktion af en af de kvinder, som endnu ikke er blevet identificeret.

INTERPOL

International Criminal Police Organization er en international organisation for at forbedre samarbejdet mellem kriminalpolitiet internationalt. Interpol er den internationale organisation med det femtestørste antal medlemslande, 190 medlemsnationer. Organisationen finansieres af årlige bidrag fra sine medlemmer.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS