Indleder kæmpe militærøvelse
Flere end 50.000 soldater
Rusland har torsdag indledt en stor militærøvelse med flere end 50.000 soldater.
Øvelsen skal vare næsten en uge og bliver afholdt i den østlige del af landet tusindvis af kilometer fra kampene i Ukraine. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Ifølge det russiske forsvarsministerium deltager blandt andet Kina, Indien og Mongoliet i øvelsen sammen med adskillige tidligere sovjetrepublikker, herunder Hviderusland.
Tætte forbindelser
Nyhedsbureauet dpa bemærker, at det giver regeringen i Moskva mulighed for at vise sine tætte forbindelser til andre lande midt i alvorlige spændinger med Vesten som følge af den russiske invasion af Ukraine.
5000 militærkøretøjer, 140 fly og 60 krigsskibe vil ifølge Moskva deltage i øvelsen, som har fået navnet "Vostok 2022".
Østlige Sibirien
Øvelsen finder sted på militære træningsområder i det østlige Sibirien, det fjerntliggende østlige Rusland og i Det Japanske Hav.
Særligt Kinas og Indiens deltagelse er af interesse for Vesten, skriver dpa.
Forholdet mellem de to mest folkerige lande i verden har således været anstrengt, siden en militær hændelse på landenes fælles grænse i Himalaya for to år siden efterlod adskillige døde.