For øjnene af søn: Far ramt af lastbil

Umiddelbart er der ikke tale om livstruende skader, oplyser politiet

Far cyklede ved siden af søn og blev ramt af lastbil. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

En femårig dreng var Kristi himmelfartsdag vidne til, at hans far blev påkørt af en lastbil. Ulykken skete på Hjortdalvej ved Tranum i Han Herred kort før klokken 14.

– Der er tale om en mand på 38 år, der af uvisse årsager bliver påkørt af en lastbil, som kører i samme retning, fortæller Jesper Sørensen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Drengen kørte på en cykel ved siden af sin far. Han blev ikke ramt af lastbilen.

Faren er efter ulykken blevet bragt til sygehuset i Aalborg til behandling for sine skader.

– Umiddelbart er det ikke livstruende. Ifølge tilbagemeldingen fra patruljen, så var der blandt andet noget tilskadekomst på den ene skulder, fortæller Jesper Sørensen.

Powered by Labrador CMS