Ikke i tvivl: Han gjorde det
Det vakte stor opmærksomhed, da en 22-årig ung kvinde forsvandt sidste år. FBI holder forlovede ansvarlig
"I går mødtes Gabrielle Petitos familie med FBI i Tampa, da efterforskningen forventes at blive afsluttet i nærmeste fremtid".
Sådan starter en pressemeddelelse fra FBI omkring drabet på 22-årige Petito.
Forbundspolitiet i USA, FBI, er meget tæt på at kunne afslutte efterforskningen af den unge eventyrer Gabrielle "Gabby" Petitos død.
Ifølge FBI har Petitos forlovede, Brian Laundrie, taget ansvaret for hendes død i en notesbog.
Laundrie tog sit eget liv, da mistanken omkring hans mulige rolle i drabet begyndte at vokse. Han blev fundet død i oktober med notesbogen på sig, næsten to måneder efter at Petito blev meldt savnet.
Ingen andre gerningsmænd
FBI skriver i en pressemeddelelsen, at intet tyder på, at andre end den 23-årig Brian Laundrie var involveret i Petitos død.
Petitos familie skriver i en erklæring fredag, at de efter at have talt med FBI er overbeviste om, at Laundrie dræbte deres 22-årige datter.
- Kvaliteten af den efterforskning, der er foretaget af FBI, efterlader ingen tvivl om, at Brian Laundrie dræbte Gabby, skriver familien via deres advokat.
Petitos forsvinden vakte enorm medieinteresse i USA og i øvrige dele af verdenen i ugevis.
Det unge par var på rejse tværs gennem USA, hvor de løbende lagde videoer op af dem selv online.
Blev kvalt med hænderne
Gabby Petito blev 19. september fundet i en skov i delstaten Wyoming. En retsmediciner har fastslået, at hun døde af "strangulering med hænderne".
Det unge kærestepar var på roadtrip tværs gennem USA, inden Brian Laundrie 1. september vendte hjem til sine forældre i North Port i Florida uden sin forlovede. Parret boede sammen hos Laundries forældre.
Forældrene oplyste senere, at Laundrie tog på vandretur i midten af september og ikke var vendt tilbage siden.
Voldsomt skænderi
Gabby Petito dokumenterede parrets rejse gennem blandt andet Kansas, Colorado og Utah via billeder og videoer på sociale medier.
Hendes sidste opslag var på Instagram 25. august. Det var også den sidste dag, hvor hun talte i telefon med sin mor.
Politiet i Utah offentliggjorde i september en video fra et møde med Petito og Laundrie den 12. august. Her beskriver Gabby Petito over for betjente et voldsomt skænderi, som kæresteparret havde haft tidligere på dagen.
I slutningen af august stoppede de daglige videoer pludseligt, og Petitos familie fik det sidste livstegn fra hende deromkring.
Vendte hjem uden Gabby
1. september vendte Brian Laundrie så tilbage til sit hjem i Florida uden sin forlovede. Omkring to uger efter forsvandt Laundrie, efter at han havde nægtet at samarbejde med politiet.
Få dage efter blev der fundet ligrester i en nationalpark i Wyoming. Det viste sig senere at være Petitos. Ifølge politiet var hun blevet kvalt ihjel.
20. oktober blev Brian Laundrie fundet i et naturreservat i Florida sammen med nogle personlige ejendele, blandt andet notebogen. Yderligere undersøgelser viste, at Laundrie havde taget sit eget liv.