I tvivl om sin egen fremtid

- Jeg må sige, at min beslutning vil være påvirket af angrebet på min mand, siger Nancy Pelosi

Offentliggjort Sidst opdateret

Et voldeligt overfald på Nancy Pelosis mand vil påvirke hendes beslutning om, hvorvidt hun vil fortsætte i Kongressen efter tirsdagens midtvejsvalg, hvis hendes parti taber.

Det siger den demokratiske flertalsleder i Repræsentanternes Hus i et interview med CNN.

- Jeg må sige, at min beslutning vil være påvirket af, hvad der er sket i de seneste uger, siger Pelosi, som endnu ikke vil løfte sløret for sine fremtidsplaner.

Hetzet mod Pelosi

Tidligere præsident Donald Trump og andre politiske modstandere har hetzet mod Pelosi - også efter hendes mand blev angrebet med en hammer og fik kraniebrud samt skader i den ene arm og på begge hænder.

Pelosi var i Washington, da hendes 82-årige mand, Paul Pelosi, blev angrebet for halvanden uge siden i parrets hjem i San Francisco i Californien.

- Min mand reddede sit liv, da det lykkedes ham at ringe til alarmcentralen, siger Nancy Pelosi, som ligger som nummer tre på listen over USA's mest indflydelsesrige toppolitikere.

42-årig anholdt

En 42-årig mand, David DePape, er blevet anholdt og sigtet for angrebet.

Han skal have sagt, at det var hans plan at tage Nancy Pelosi som gidsel og knuse hendes knæskaller, hvis hun ikke fortalte "sandheden".

Den 42-årige anser hende for at være "leder for den mængde løgne", som han mener hendes parti spreder. Dette fremgår af sigtelsen mod ham.

DePape skal også have planlagt angreb mod andre fremtrædende politikere og deres familier - både i delstaten Californien og andre steder.

- Jeg må sige, at min beslutning vil være påvirket af, hvad der er sket i de seneste uger, siger den 82-årige Nancy Pelosi om sin politiske fremtid med henvisning til et overfald på hendes mand i deres fælles hjem. Hun vil endnu ikke løfte sløret for sine fremtidsplaner efter tirsdagens midtvejsvalg. (Arkivfoto).
- Jeg må sige, at min beslutning vil være påvirket af, hvad der er sket i de seneste uger, siger den 82-årige Nancy Pelosi om sin politiske fremtid med henvisning til et overfald på hendes mand i deres fælles hjem. Hun vil endnu ikke løfte sløret for sine fremtidsplaner efter tirsdagens midtvejsvalg. (Arkivfoto).

-Vanvittig

Donald Trump kaldte på et vælgermøde i weekenden op til midtvejsvalget Nancy Pelosi for "vanvittig".

- Vanvittige Nancy Pelosi, hvordan har hun det i øvrigt for tiden?, spurgte Donald Trump retorisk publikum, som svarede tilbage med: "Spær hende inde!".

- Hvordan har hun det?, gentog den tidligere præsident iført sin klassiske røde "Make America Great Again"-kasket.

"Spær hende inde"-tilråbet startede, da Donald Trump døbte sin rival ved præsidentvalget i 2016, Hillary Clinton, for "Crooked Hillary".

"Crooked" er amerikansk slang for kriminel.

En 'forfærdelig ting'

Donald Trump har tidligere kaldt angrebet mod Nancy Pelosis mand for en "forfærdelig ting".

- Se bare, hvad der generelt er sket med San Francisco (hvor Pelosi-parret bor, red.). Se, hvad der sker i Chicago. Det er langt værre end selv Afghanistan, sagde han efter angrebet.

BLÅ BOG: NANCY PELOSI

Navn: Nancy Patricia Pelosi.

Født: 26. marts 1940

Nancy Pelosi er en amerikansk politiker, der har fungeret som formand for Det Forenede Staters Repræsentanternes Hus siden 2019 og tidligere fra 2007 til 2011.

Hun har repræsenteret Californiens 12. kongresdistrikt i USA's Repræsentanternes Hus siden 1987.

Nancy Pelosi, som er medlem af det demokratiske parti, er den første kvindevalgte formand og den første kvinde til at lede et stort politisk parti i begge kamre i Kongressen.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS