-I skal betale mere
Irland opgiver modstand og vil gå med i aftale om, at multinationale selskaber betaler mindst 15 procent skat
Den irske regering siger ja til en aftale om at lade skatten for multinationale selskaber stige fra 12,5 til mindst 15 procent.
Det oplyser den irske finansminister, Paschal Donohoe, på et pressemøde torsdag aften.
Irland har i månedsvis modsat sig denne ændring på grund af den lave selskabsskat, der har trukket selskaber som Google og Apple til landet.
- Regeringen har nu godkendt min anbefaling om, at Irland tilslutter sig den internationale konsensus. Det er den rette beslutning, det er en fornuftig og pragmatisk beslutning, siger Donohoe.
Bøjede sig
Han betegner aftalen som "en balance mellem vores konkurrenceevne på skatten og vores bredere plads i verden".
Irlands lave selskabsskat har tiltrukket et stort antal udenlandske it- og medicinalselskaber. Men landet er også blevet beskyldt for at fungere som et skattely.
Det er aftalens ord om "mindst" 15 procents skat, der i lang tid har fået Irland til at stritte imod.
Regeringen frygtede, at det hurtigt vil føre til krav om en endnu højere skattesats.
Men torsdag bøjede den sig altså.
Følger trop
Ikke længe efter, at den irske finansministers pressemøde var slut, kom også Estlands regering på banen med en meddelelse om, at også Estland slutter sig til aftalen.
Den estiske premierminister, Kaja Kallas, siger i en udtalelse, at det ikke vil ændre noget for langt de fleste virksomheder i Estland.
- Det vil kun berøre store multinationale selskabers datterselskaber, siger hun.
De 15 procent er en global minimumskattesats.
Aftalen blev indgået inden for rammerne af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og godkendt af G20-landenes ledere i juli.
Kun de der tjener mest
Når Irland og Estland formelt underskriver aftalen, vil 136 lande have tiltrådt den.
Satsen på 15 procent gælder for selskaber, der har en årlig omsætning på mere end 750 millioner euro.
Det svarer til knap 5,6 milliarder kroner.
Selskaber med en omsætning under det beløb betaler stadig den lavere takst på 12,5 procent.
I Irland vil det betyde en højere skat for 56 irske multinationale selskaber med i alt omkring 100.000 ansatte, samt 1500 udenlandsk ejede multinationale selskaber med samlet set omkring 400.000 ansatte.
Den irske finansminister forventer, at ændringerne vil træde i kraft i 2023.