Hvis angreb rammer: Lægger atom-plan
Et russisk atomangreb i Ukraine vil ændre krigen. Spørgsmålet er, hvordan Vesten vil svare igen
Torsdag holder Natos Nuclear Planning Group møde i skyggen af gentagne trusler fra Rusland om at anvende atomvåben i Ukraine.
Senest har vicesekretæren for Ruslands sikkerhedsråd, Alexander Venediktov, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass truet med "tredje verdenskrig", hvis Ukraine bliver optaget i Nato.
Nato har dog hidtil ikke set nogen tegn på, at Rusland klargør atomvåben. Truslerne kan derfor blot være et led i Putins forsøg på at skræmme Ukraine og de allierede lande. Men de skaber bekymring blandt Nato-landene.
Forventer "fysisk modsvar"
Før torsdagens møde i Natos atomgruppe lægger forsvarsminister Morten Bødskov (S) vægt på at fortsætte den hidtidige indsats:
- Der er et svar i forhold til den retorik, som Putin anvender. Det er sammenhold og endnu mere støtte til Ukraine, siger Morten Bødskov.
Onsdag fastslog en højtstående Nato-embedsmand dog over for Reuters, at et russisk atomangreb med stor sikkerhed vil føre til et "fysisk modsvar" fra Ukraines allierede og potentielt fra Nato.
- Det vil med stor sandsynlighed fører til et fysisk modsvar fra mange allierede og potentielt fra Nato selv, lød det fra den højtstående Nato-embedsmand.
Dermed sætter han ord på de svære overvejelser, som Nato-landende gør sig.
Alliance af atommagter
Den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, ønsker ikke at gå ind i diskussionen før torsdagens møde i Natos Nuclear Planning Group.
Gruppen er det øverste organ i atomspørgsmål i alliancen med ansvar for tilpasning af atompolitikken i forhold til nye udviklinger og trusler.
- Jeg vil ikke spekulere i det, men grundlæggende så er Nato en alliance af konventionelle magter og atommagter. Vi er her for at sikre, at vi er klar til, hvad end der kommer, siger den britiske forsvarsminister.
Ikke i krig med Rusland
Forsvarsminister Morten Bødskov lægger først og fremmest vægt på at undgå at eskalere situationen.
- Nato er ikke i krig med Rusland. Og Nato skal ikke i krig med Rusland. Der er en alliance af lande, som støtter Ukraines berettigede krav på deres eget land. Og der er ét svar: Og det er endnu flere donationer af våben og endnu større sammenhold i forhold til Ukraine, siger Morten Bødskov.
Men vil det kræve et militært modsvar, hvis der kommer et atomangreb?
- Nato har de modsvar, som skal til. Men jeg tror, det er vigtigt at understrege, at Nato ikke er i krig med Rusland. Og Nato kommer ikke i krig med Rusland. Vi er en gruppe af lande, som støtter Ukraine meget stærkt, og vi kommer til at øge støtten, siger Morten Bødskov.
Holder årlig atomøvelse
I næste uge holder Nato sin årlige atomøvelse, som omfatter fly, der kan fremføre atomvåben. Også overvågnings- og genoptanknings fly vil deltage i øvelsen. Der vil ikke være klargjorte atomvåben om bord.
Ugen efter Natos atomøvelse ventes Rusland at holde sin årlige atomøvelse. Trods den anspændte situation ser den britiske forsvarsminister dog ikke grund til bekymring for misforståelser mellem Nato og Rusland i forbindelse med øvelserne.
- Det vigtige er, at vi ikke gør noget uden for den normale rutine. Dette er en rutine øvelse. Den handler om at være klar, siger Ben Wallace.