I KAMP MOD TIDEN:
Hvem er den døde kvinde i container
Betjente leder efter hendes nyfødte baby
Politiet i den tyske delstat Niedersachsen står med en både hastende og skrækkelig sag.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
I byen Peine fandt politiet søndag liget af en kvinde med et frisk kejsersnit.
Kvinden blev fundet død i en tøjcontainer ved en Netto-forretning i byen.
Kom i klemme
Det er politiets teori, at kvinden har forsøgt at kravle ned i tøjcontaineren og fik halsen i klemme mellem låg og container og har mistet livet ved kvælning.
Kun kvindens hoved stak op af containeren, da redningsmandskab nåede frem til det skrækkelige ulykkessted.
Alle forsøg på at genoplive kvinden var forgæves.
Leder efter baby
Redningsmandskabet kunne efterfølgende konstatere, at kvinden havde et helt friskt kejsersnit, så hun har bragt et barn til verden i løbet af de seneste dage.
Det er ikke lykkedes at identificere kvinden, som er 25-30 år.
Nu leder betjente på højtryk efter hendes nyfødte baby, som kan ligge alene og hjælpeløs i en lejlighed og befinde sig i en nødsituation.
Frigiver billede
Politiet har derfor frigivet et billede af en tatovering fra den døde kvindes venstre håndled, hvor der angiveligt står "SANY". Muligvis er det sidste bogstav et andet bogstav end "Y", skriver politiet i pressemeddelelsen.
På højre overarm har kvinden en tatovering med bogstaverne "KIRA".
Hun bar en guldfarvet kæde med guldfarvede vedhæng om halsen som halssmykke.
Skulderlangt hår
Kvinden vurderes som sagt til at være 25-30 år.
Hun er meget slank og angiveligt af sydeuropæisk afstamning.
Hun har sort skulderlangt hår.
Hun var iklædt en sort/hvid overdel dekoreret med bogstaver og sorte bukser.
Politiet opfordrer alle, der har den mindste anelse om, hvem kvinden kan være, til at træde frem, så man kan finde frem til hendes potentielt hjælpeløse baby, inden det er for sent.