Hundredvis fanget af voldsom brand
World Trade Centre i Hongkong står i brand, og restaurantgæster og kunder er fanget derinde
Opdatering: Politiet i Hongkong oplyser, at op mod 350 personer har været fanget på taget af bygningen World Trade Center under en brand i komplekset, og at 150 stadig afventer at blive reddet ifølge Reuters.
En større brand er brudt ud i Hongkongs World Trade Centre, hvor adskillige mennesker er fanget.
Kunder og restaurantgæster menes at være blandt dem, der stadig befinder sig i bygningen.
Det skriver South China Morning Post.
Branden blev anmeldt onsdag klokken 12.37 lokal tid og har udløst et massivt nødberedskab.
Ulykken er kategoriseret som en kategori tre-hændelse på en skala fra et til fem, hvor fem er værst.
World Trade Centre i Hongkong fungerer som et shoppingcenter og et kontorkompleks.
South China Morning Post skriver, at brandmænd omkring klokken 13.30 kunne ses bruge lange stiger til at redde folk, som var fanget på en platform på bygningens nederste etage.
En polititalsmand fortæller til avisen, at politiet modtog mange opkald angående branden. Samtidig oplyser talsmanden, at bygningens bagtrapper er fyldt med tæt røg.
Ifølge polititalsmanden er flere end 100 mennesker blevet evakueret til et udendørs område på femte sal i World Trade Centre.
Snesevis er dog fortsat fanget i forskellige restauranter i indkøbscentret.
En talskvinde for regeringen i Hongkong oplyste ved ettiden lokal tid, at der indtil videre ikke var nogen rapporter om tilskadekomne.