NORSK POLITI:

Hun slog sin mor og bror ihjel

Familie har holdt sig for sig selv i mange år

Offentliggjort

Norsk politi sigtede lørdag en kvinde for dobbeltdrab.

Det skete efter fundet af to døde personer i byen Ski 25 kilometer fra Oslo.

En person kontaktede lørdag klokken 17.30 politiet og fortalte, at der befandt sig to døde personer i et hus i Ski.

Om anmelderen er identisk med den sigtede kvinde er ikke oplyst.

Mor og bror

Men søndag rapporterer nrk.no, at de dræbte er mor og bror til den sigtede kvinde.

Moderen var i 70'erne, mens broderen var i 40'erne ligesom sin drabssigtede søster.

Hvordan moderen og broderen er blevet dræbt har politiet ikke oplyst.

Men politiet har beslaglagt, hvad man mener er gerningsvåbnet .

Alle tre var registreret på den samme adresse.

Det er ikke oplyst, hvordan kvinden stiller sig til sigtelsen og hendes mulige motiv til at slå sin egen mor og bror ihjel er heller ikke oplyst.

Kvinden blev anholdt uden dramatik.

Holdt sig for sig selv

Naboer og omkringboende fortæller om en familie, der holdt sig for sig selv.

Og de er ikke kendt af politiet fra tidligere.

I mange år har der kun været lys i en lampe i familiens hus, som er præget af manglende vedligeholdelse.

Familiens bil har i flere år stået urørt.

Moderen sad i kørestol og havde været syg i en årrække frem mod at hun blev slået ihjel.

Kun den dræbte bror forlod huset indimellem, når han meget tidligt om morgenen gik ud og handlede.

Politiet planlægger, at fremstille kvinden i grundlovsforhør mandag med krav om varetægtsfængsling.

 

Powered by Labrador CMS