Hooligans i slagsmål før EM-semifinale
Det var ikke alle fans i Dortmund, der opførte sig pænt og ordentligt før EM-kampen mellem England og Holland
Engelske og hollandske fans havnede i slagsmål på en restaurant i Dortmund få timer før onsdagens EM-semifinale.
Dortmund er værtsby for kampen mellem England og Holland, og fansenes festligheder havde forinden stort set været fredelige hele dagen.
Men det blev ødelagt, da de to fangrupperinger kom op at slås på en restaurant om eftermiddagen, oplyser en talsmand fra politiet ifølge dpa.
Flere tilskadekomne
Genstande blev kastet gennem luften, og flere personer kom til skade, lyder det fra talsmanden.
Omkring 100.000 hollandske fans marcherede gennem centrum af byen og festede før kampen.
Ifølge politiet er det den største fanparade, der har været i Dortmund nogensinde.
Der var samtidig 25.000 engelske fans i byen.
Politiet brød ind og stoppede urolighederne.
Flere blev pågrebet og ført væk.