Her vil de have fri hash

En halv million underskrifter er indsamlet om lovlig hash i Italien. Sagen skal afgøres ved folkeafstemning

Nu skal en folkeafstemning formentlig afgøre, om hashplanter og køb og salg af hash skal afkriminaliseres i Italien.
Nu skal en folkeafstemning formentlig afgøre, om hashplanter og køb og salg af hash skal afkriminaliseres i Italien.
Offentliggjort Sidst opdateret

I Italien kan legalisering af hash være kommet et stort skridt nærmere, efter tilhængere lørdag har oplyst, at de har indsamlet de nødvendige 500.000 underskrifter for at få spørgsmålet afgjort ved en folkeafstemning.

Den vil sandsynligvis kunne finde sted i begyndelsen af 2022.

De mange underskrifter er kommet i hus kun en uge efter, at indsamlingen begyndte online som #ReferendumCannabis.

Vil være sikre

Forslaget går ud på at afkriminalisere hash, både ved køb og salg og ved dyrkning af hashplanter.

- Dette er en usædvanlig dag, ikke bare for organisationen bag, men også for borgerne, siger den tidligere udenrigsminister og forhenværende EU-kommissær Emma Bonino. Hun regner sig blandt tilhængerne af forslaget.

De, der har ønsket en folkeafstemning, har haft resten af september til at indsamle nok underskrifter. Selv om målet er nået lørdag, så beder de folk om fortsat at sætte deres signatur online. 

Bare for at være sikker.

Det er nu Italien øverste domstol, som skal afgøre, om alle formaliteter er i orden for en folkeafstemning.

Så udbredt er de forskellige narkotyper i Europa

* Cannabis – fællesbetegnelsen for hash, marihuana, skunk og lignende stoffer – menes at stå for næsten to femtedele af narkohandlen i EU, svarende til knap 70 milliarder kroner om året.

* Omkring 22 millioner voksne europæere har brugt cannabisprodukter i løbet af det seneste år, og omkring 1 procent af alle voksne i Europa bruger dem “næsten dagligt”.

* Heroin er det næststørste stof i EU, målt i værdi, med et årligt marked på omkring 50 milliarder kroner. Heroinbrug har været på vej ned i mange år, men der er for nylig set tegn på opsving.

* Kokain-markedet ligger på omkring 43 milliarder kroner. Det er især i det vestlige og sydlige Europa, at stoffet er populært, og det importeres næsten udelukkende fra Sydamerika.

* Syntetiske stoffer som amfetamin, metamfetamin og MDMA (ecstacy) vurderes at blive handlet for omkring 18,5 milliarder kroner hvert år. Mange produceres inden for Europa.

* Derudover er der hundredvis af nye psykoaktive stoffer på markedet, som sælges som narkotikaerstatning og ikke er forbudte endnu.

Kilder: Europol, EMCDDA

Powered by Labrador CMS