Her vil de fyre uvaccinerede ansatte

178 ansatte er for nu sendt hjem uden løn

178 ansatte, herunder 27 med ét vaccinestik, er suspenderet. Foto: Scanpix/Denis Balibouse
178 ansatte, herunder 27 med ét vaccinestik, er suspenderet. Foto: Scanpix/Denis Balibouse
Offentliggjort Sidst opdateret

Hospitalet Houston Methodist har suspenderet 178 af hospitalets godt 25.000 ansatte, fordi de ikke er fuldt vaccinerede mod coronavirus covid.19. Det skriver CBS News. 

Historien er en blandt flere om virksomheder i USA, der kræver, at deres ansatte er vaccinerede, hvis de ønsker at beholde deres job. 

University of Pennsylvania Health er et andet. Virksomheden består af flere hospitaler med godt 44.000 ansatte, og den 1. september skal man være vaccineret for at forblive ansat. 

CBS News har tidligere skrevet, at flyselskaberne United Airlines og Delta har valgt, at de ikke ansætter nye kolleger, der ikke er vaccinerede mod covid-19.

Protester

I Houston er de 178 hospitalsansatte suspenderet i 14 dage uden løn, dagen efter at der blev demonstreret mod vaccinationskravet foran en af hospitalets afdelinger i byten Baytown i staten Texas. 

Ifølge CBS News bliver man fyret af hospitalet, hvis ikke man bliver vaccineret, og Marc Boom, direktør for Houston Methodist, forsvarer beslutningen. 

- Videnskaben viser, at vacciner er både sikre og nødvendige, hvis vi skal vinde kampen mod covid-19, siger Marc Boom til CBS News. 

Goder

Hospitalet har tidligere givet ansatte, der tog imod vaccinen, en bonus på 500 dollars (3000 kroner). På det tidspunkt var det frivilligt, om man ville lade sig vaccinere, men CBS News skriver, at de ansatte i foråret blev informeret om, at det ikke ville fortsætte med at være sådan på hospitalet. 

En gruppe af de ansatte, der fortsat ikke er vaccinerede, er gået sammen om at sagsøge deres arbejdsgiver. 

De mener, at de bliver brugt som forsøgskaniner, hvis de lader sig vaccinere for at beholde deres job. 

Hospitalet selv har tidligere meddelt, at det er lovligt for dem at krave, at de ansatte er vaccinerede. 

- Det har vi gjort med influenzavaccinen siden 2009, lyder det fra Houston Methodist i et skriftligt svar til sagsøgerne.

CBS News skriver, at det ikke er et krav, at ansatte i den amerikanske stat er vaccinerede, men ifølge Centers for Disease Control and Prevention, landets svar på Danmarks Sundhedsstyrelse, kan der være tilfælde, hvor en arbejdsgiver er nødt til at kræve, at ansatte bliver vaccinerede for at kunne udføre deres job.

Powered by Labrador CMS