Filmen Avatar sætter ny rekord
En ny visning i kinesiske biografer betyder, at "Avatar" overhaler "Avengers: Endgame" i indtjening
Science fiction-hittet “Avatar” fra 2009 er tilbage på tronen som den bedst sælgende film nogensinde.
Kinesiske biografer er igen begyndt at vise filmen, som lørdag har overgået “Avengers: Endgame”.
Det skriver amerikanske CNBC.
Begejstring
“Avengers: Endgame” overtog ellers i 2019 førstepladsen fra netop “Avatar”, da den nåede op på en samlet indtjening på 2,797 milliarder dollar.
Men lørdag er “Avatar” oppe på en samlet indtjening på 2,802 milliarder dollar svarende til knap 17,5 milliarder kroner, skriver CNBC.
Visninger af gamle film har været en af de måder, hvorpå Kina har forsøgt at holde gang i biograferne under coronapandemien.
– Vi er stolte over at nå denne milepæl, siger medproducent af filmen Jon Landau ifølge CNBC.
– Jim (James Cameron) og jeg er aldeles begejstrede over, at filmen er tilbage i biograferne i disse usædvanlige tider.
Fremtidsfilm
“Avatar” blev i sin tid lanceret som en højteknologisk bedrift med stort fokus på 3D-teknologi.
Den har skuespillerne Sam Worthington og Zoe Saldana i hovedrollerne og er instrueret af James Cameron, som også står bag “Titanic.
Filmen finder sted i fremtiden, hvor mennesker har koloniseret den beboelige og frodige måne Pandora. Den fokuserer på konflikterne mellem mennesker og en lokal stamme.
Adskillige efterfølgere til “Avatar” er på tapetet, men er blevet udskudt flere gange. Næste film står aktuelt til at blive udgivet i december 2022 ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Både “Avatar” og “Avengers: Endgame” ejes af Disney, efter at underholdningsgiganten købte store dele af 21st Century Fox.
Går man et skridt længere ned på listen over de film med højest indtjening, finder man igen en James Cameron-film – nemlig “Titanic” fra 1997.
Herefter følger “Star Wars: Episode VII – The Force Awakens”, “Avengers: Infinity War” og “Jurassic World”.