Her har de den varmeste vinter i 70 år

Selv om det er vinter i Sydamerika, har både Chile, Argentina og Uruguay temperaturer på mindst 30 grader

Offentliggjort Sidst opdateret

Den seneste tid har vejret i Chile, Argentina og Uruguay mest mindet om noget, man forbinder med højsommer.

Men faktisk er det vinter i de tre sydamerikanske lande, som ligger syd for Ækvator, og derfor vækker det opsigt, at man tirsdag og onsdag har målt temperaturer på mindst 30 grader i alle tre lande.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tirsdag blev der eksempelvis målt 37 grader i byen Vicuna, som ligger i bjergene i det centrale Chile.

Det er den højeste temperatur, der er registreret på stedet siden 1950'erne.

- Det er mere end 70 år siden, at en temperatur som denne blev målt i Vicuna, siger den chilenske meteorolog Cristobal Torres.

Usædvanligt højt

Derudover blev der onsdag målt 24 grader i Chiles hovedstad, Santiago, som ligger 450 kilometer længere mod syd.

Også den temperatur var usædvanligt høj for årstiden.

Ifølge Chiles miljøminister, Maisa Rojas, som er uddannet klimatolog, skyldes de høje temperaturer to forhold.

- Det, vi oplever, er en kombination af to fænomener: Global opvarmning som følge af klimaforandringer og fænomenet El Niño.

- Når El Niño slutter, må vi forvente, at den globale vejrsituation stopper med at være så ekstrem, siger Maisa Rojas.

Chilenere spiser is i Chiles hovedstad, Santiago, under det, der i landet beskrives som en 'vinter-hedebølge'.
Chilenere spiser is i Chiles hovedstad, Santiago, under det, der i landet beskrives som en "vinter-hedebølge".

Hurtig opvarmning

El Niño er en periode, hvor der sker en hurtig opvarmning af vandet i det tropiske Stillehav.

Dette ændrer temperaturfordelingen og påvirker hav- og atmosfærestrømmene hen over Stillehavet for til slut at skabe massive vejrpåvirkninger verden rundt.

I Chiles naboland Argentina oversteg temperaturen tirsdag 30 grader i hovedstaden, Buenos Aires.

Det er ifølge Argentinas Nationale Meteorologiske Tjeneste den højeste temperatur, der nogensinde er målt i byen på den pågældende dato - altså 1. august.

Normalt mellem 9 og 18 grader

Normalt ligger temperaturerne i Buenos Aires mellem 9 og 18 grader i august.

Flere byer i Uruguay, der ligger øst for Argentina ud mod Atlanterhavet, har også haft det usædvanligt varmt med 30 grader, som blev målt onsdag.

Powered by Labrador CMS