Her åbner gigantisk fabrik
Grundlæggeren af Tesla, Elon Musk, var i weekenden i Berlin for at lancere ny "giga-virksomhed"
Tesla håber at levere de første biler fra en ny kæmpemæssig fabrik i Berlin i december. Det siger grundlæggeren af den amerikanske elbilproducent, Elon Musk, som i weekenden var i Berlin for at deltage i en fest på den nye "giga-virksomhed".
- Måske vil de første biler allerede kunne køre herfra i næste måned, siger Musk.
Men han gør det klart, at det vil tage længere tid, før produktionen for alvor tager fart.
- Vi håber ved udgangen af næste år at kunne producere omkring 5.000 biler - men forhåbentligt 10.000 biler - om ugen, siger Musk.
Stor kritik
Fabrikken ligger i Grünheide i Brandenburg - delstaten, der omgiver Berlin.
Det er første gang, at elbils-pioneren har tilladt offentligheden at komme ud og bese den nye store fabrik, som er Teslas første i Europa.
En del af den grandiose fest blev til dels præget af demonstrationer fra lokale indbyggere og miljøgrupper.
Musk afviser kritikerne og sagde, at der er bygget en "underskøn fabrik i harmoni med omgivelserne".
- Der bruges relativt lidt vand, og produktionen af battericeller er bæredygtig, siger han.
Planerne om "giga-fabrikken" Grünheide blev offentliggjort sidst i 2019. Milliardprojektet blev iværksat kort efter med gradvise tilladelser, og det er nu næsten færdigt.
Frygter mangel på arbejdskraft
Det er planen at producere omkring 500.000 Model Y'er årligt på fabrikken. Model Y er en SUV i mellemstørrelse.
Op mod 9.000 besøgende kunne deltage i festlighederne på anlægget, hvor der var forskellige forlystelser uden om den flere hundrede meter lange og brede fabrikshal med robotter og produktionslinjer.
- Vi frygter, at vi ikke vil kunne få tilstrækkeligt med arbejdskraft i Berlin-fabrikken, sagde Musk, da han holdt sin hovedtale lørdag.
Han sagde, at han håber, at folk vil komme fra hele Europa for at arbejde for Tesla.
- Vi har virkelig brug for, at store talenter kommer fra hele Europa, sagde Musk og tilføjede, at han håber, at fabrikken i fremtiden også vil stå for produktionen af Teslas planlagte lastbiler.