Henretter 81 på én dag
Saudi-Arabien har henrettet 81 for terror. Det er flere henrettelser end i hele 2021
Saudi-Arabien har henrettet 81 mænd på en dag.
Mændene blev dømt for en række terrorrelaterede anklager, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge AFP, er de 81 henrettelser på en dag, mere end Saudi-Arabien henrettede i hele 2021.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at det blandt andet er syv mænd fra Yemen og en syrer, samt 37 saudiere.
Skal være fra IS
Saudiske statsmedier skriver ifølge AFP, at mændene blandt andet skal have tilhørt grupperne Islamisk Stat og al-Qaeda.
Ifølge statsmedier er mændene dømt for at planlægge terrorangreb og smugle våben ind i Saudi-Arabien.
Dømt for terror
Reuters skriver også, at mændene ud over at blive dømt for terror også blev dømt for at have afvigende holdninger.
Af en udtalelse fra Saudi-Arabiens indenrigsministerium fremgår det ifølge Reuters, at mændene blandt andet skulle have forsøgt at snigmyrde sikkerhedsofficerer og ville angribe politistationer og konvojer.