Helikopter er styrtet ned
De fire ombord er meldt savnet
Den fire mand store besætning på en australsk militærhelikopter er savnet efter at være styrtet ned i havet ud for landets nordøstlige kyst.
Det fortalte forsvarsminister Richard Marles lørdag morgen lokal tid.
Styrtet skete under en stor militærøvelse med USA. Den er nu sat på pause.
Specifikt skete styrtet nær øen Hamilton, hvor redningsarbejdet nu er fokuseret omkring.
Besætningen er ikke fundet
Helikopteren af typen MRH-90 Taipan styrtede ned sent fredag aften.
12 timer efter er besætningen stadig ikke fundet.
30.000 soldater er involveret i øvelsen.
I en fælles udtalelse siger forsvarsministeren samt premierminister Anthony Albanese ifølge det australske medie ABC, at deres tanker er med de pårørende.
Havde sat soldater af
Ifølge ABC, Australiens svar på DR, havde helikopteren netop sat en række soldater af på land, da den forulykkede.
Lørdag middag australsk tid er der stadig intet nyt om redningsarbejdet.
Forsvarschef Angus Campbell beskriver ulykken som et "forfærdeligt øjeblik".
- Vores fokus er på at finde vores folk og støtte familierne og resten af holdet, siger han ifølge ABC.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at det australske militær har haft problemer med sin flåde af MRH-90 Taipan-helikoptere.
Så sent som i marts blev en redningsmission iværksat for at redde ti besætningsmedlemmer ud for kysten i delstaten New South Wales, efter de var nødsaget til at forlade deres helikopter under en øvelse i bekæmpelse af terror.
Og i 2019 fik hele flåden af helikoptertypen ifølge ABC flyveforbud på grund af problemer med propellerne på halerotoren.
Kritisk softwareopdatering
I april kunne ABC yderligere afsløre, at en kritisk softwareopdatering ikke var blevet installeret på helikopterne.
Daværende forsvarsminister Peter Dutton offentliggjorde i slutningen af 2021 planer om at pensionere hele flåden et årti tidligere end planlagt og erstatte den med Black Hawk- og Seahawk-helikoptere fra USA.