Gratis kardon'er til alle unge
Frankrig vil bekæmpe en markant stigning i smitte med kønssygdomme med gratis kondomer
Unge franskmænd i alderen 18 til 25 år vil fra 1. januar kunne få gratis kondomer på apoteker i Frankrig.
Uddeling af kondomer til unge sker som led i et forsøg på at nedbringe smitte med seksuelt overførte sygdomme.
Det meddeler præsident Emmanuel Macron torsdag.
- Det er en lille revolution for prævention, siger Macron under en debat om sundhed med unge i byen Fontaine-le-Comte i det vestlige Frankrig.
Kønssygdomme eksploderer
Ifølge franske sundhedsmyndigheder er der i 2020 og 2021 sket en stigning på omkring 30 procent i antallet af smittetilfælde med kønssygdomme.
I år begyndte Frankrig at give gratis prævention til unge kvinder under 25 år. Det gør man for at sikre, at piger og kvinder ikke holder op med at bruge prævention, fordi de ikke har råd til det.
Derudover skal unge franskmænd have bedre seksualundervisning, mener Macron.
- Vi er ikke særligt gode på det felt, siger præsidenten.