Google får milliardbøde
Google erklærer sig "meget skuffet" over milliardbøde fra fransk myndighed. Google risikerer også dagbøder
Frankrigs konkurrencemyndigheder har tirsdag givet Google en bøde på 500 millioner euro. Det svarer til godt 3,7 milliarder kroner.
Techgiganten får bøden for ikke at forhandle "i god tro" med medieselskaber om brugen af deres indhold under EU's regler for ophavsret.
Det er en af de største bøder, som myndigheden nogensinde har givet til et selskab for ikke at følge reglerne. Det oplyser myndighedschef Isabella De Silva.
Risikerer kæmpe dagbøder
Konkurrencemyndigheden beordrer videre Google til at give medierne et tilbud om betaling for platformens nuværende brug af deres indhold.
Ellers risikerer techgiganten ekstra bøder på op mod 900.000 euro - cirka 6,7 millioner kroner - om dagen.
Meget skuffet
Google er "meget skuffet" over beslutningen, siger en talsperson.
- Vi har handlet i god tro under hele forhandlingsperioden. Denne bøde reflekterer ikke vores indsats eller realiteten af vores brug af nyhedsindhold på vores platform.
- Denne beslutning handler primært om forhandlinger, som fandt sted mellem maj og september 2020. Siden da har vi fortsat med at arbejde med udgivere og nyhedsmedier for at finde fælles fodfæste, siger talspersonen.