Flyrejser fra Hamborg er historisk billige

Priserne på flybilletter fra Hamborg til ti europæiske storbyer har aldrig været lavere end i den kommende uge 8, viser ny oversigt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rejsende fra Fyn og Jylland kan spare hundredvis af kroner på at booke flybilletter fra lufthavnen i Hamborg.

Dugfriske tal fra Dansk Flyprisindex, der udgives af rejsesøgemaskinen Travelmarket viser, at billetpriserne til ti europæiske storbyer rammer et historisk lavt niveau.

For eksempel koster det lige nu 317 kroner at rejse fra Hamborg til Barcelona med Ryanair. Går turen den modsatte vej og ender i Oslo koster det 401 kroner.

– Priserne er de billigste nogensinde fra Hamborg, siden vi startede med at tjekke priserne i 2009. Og det skyldes først og fremmest det hidtil største udbud af rejser efter at Germanwings og Air Berlin har sat ind med ekstra kapacitet, forklarer Travelmarket-direktør Ole Stouby.

Gennemsnitsprisen for returrejser på økonomiklasse til de ti byer i undersøgelsen, heriblandt Amsterdam, Paris, Wien og Stockholm ligger på 594 kroner.

– Hamborg er et alternativ for fynboerne og jyderne op til Aarhus-grænsen. Her kan det give god mening at flyve fra Hamborg, fordi der er flere direkte ruter. Og man kan spare mange penge, hvis man for eksempel skal have billetter til en familie på fire, siger Ole Stouby.

Vælger man i stedet at rejse fra Aalborg, Aarhus eller Billund ligger gennemsnitsprisen for billetter til de ti europæiske byer i uge 8 på henholdsvis 1404 kroner, 1443 kroner og 952 kroner.

Omkring en kvart million danskere fløj i 2014 fra Hamborg, hvilket var 13 procent flere end året før. Den nordtyske lufthavn er for alvor tilbage som et konkurrencedygtigt alternativ til de jyske lufthavne, fastslår Ole Kirchert Christensen, redaktør for branchesitet Check-In.dk.

– I 2014 etablerede easyJet en base i Hamborg. Og siden er alle de andre lavprisselskaber kommet til lufthavnen. Det gør, at der er meget stor priskonkurrence i markedet. Så i dag er det helt sikkert et alternativt lavprismarked til det danske, her tænker jeg først og fremmest på Sydjylland, efter at Ryanair sidste år skar ned på sine ruter fra Billund, siger han.

Ole Kirchert Christensen påpeger dog, at priserne i uge 8 er særligt lave fra Hamborg, fordi tyskerne ikke har vinterferie i perioden. Og samtidig skal danske passagerer påregne risikoen for at sidde i kø i op til halvanden time på grund af vejarbejde på motorvejen syd for Flensborg mod Hamborg.

Ifølge Dansk Flyprisindex er gennemsnitspriserne for returrejser til de samme destinationer på økonomiklasse billigere fra København end fra Hamborg.

501 kroner ligger gennemsnitsprisen på med afgang i uge 8. Men det er dyrere end i indeværende uge 4, hvor de samme billetter koster 425 kroner.

Vælger man at tage køreturen fra Fyn og Jylland til hovedstaden, slipper man formentlig for kødannelse, men skal i stedet påregne priser fra omkring 400 til 700 kroner for at køre tur-retur over Storebæltsbroen.

– Men det kan godt vise sig at være attraktivt for folk fra Fyn og Jylland at køre til København i stedet for, hvis der er rigtige gode tilbud. Det er der især, efter Ryanair er kommet til med 14 ruter fra København, siger Ole Kirchert Christensen.

Fakta:

I Dansk Flyprisindex indgår europæiske flyvninger til Amsterdam, Barcelona, Berlin, London, Oslo, Paris, Prag, Rom, Stockholm og Wien.

Gennemsnitsprisen for rejser til de ti byer i uge 8 2016:

Fra København – 501 kroner. I 2015 var gennemsnitsprisen 807 kroner.

Fra Aalborg – 1404 kroner. I 2015 var gennemsnitsprisen 1443 kroner.

Fra Billund – 952 kroner. I 2015 var gennemsnitsprisen 1166 kroner.

Fra Hamborg – 594 kroner. I 2015 var gennemsnitsprisen 594 kroner.

Kilde: Dansk Flyprisindex

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS