Genåbning vækker undren: Hvad er der galt?
Den danske lempelse af alle coronarestriktioner har fundet vej til flere internationale medier onsdag
Det har vakt opsigt verden over, at Danmark som det første land i EU skrotter alle coronarestriktioner fra næste uge.
Således har den forestående danske genåbning vundet frem i blandt andet tyske, svenske, britiske og amerikanske medier.
I Tyskland skriver tabloidavisen Bild om lempelserne under overskriften "Was ist denn mit dänen los?" (oversat: Hvad er der galt med danskerne?).
Her fremhæver avisen, at smittetallene er højere end nogensinde, men at myndighederne stadig vil genåbne samfundet.
I den tyske artikel citerer Bild et Ritzau-interview med Eskild Petersen, der er professor emeritus i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet.
Han sagde tidligere denne uge, at Danmark er "så tæt på målet, at det ikke giver mening at slippe tøjlerne nu".
Sverige forlænger
I Sverige har avisen Expressen også omtalt den danske genåbning fra næste uge.
Her bemærker avisen, at meldingen om lempelsen falder samme dag, som de svenske myndigheder har forlænget landets restriktioner med to uger.
- Under hele pandemien har Danmark været et skridt foran og haft mere omfattende restriktioner end Sverige.
- Når Danmark genåbner samfundet, er de igen et skridt foran, skriver Expressen.
USA
Hos det amerikanske medie Politico hæfter man sig ved, at statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på onsdagens pressemøde, at landet kan finde smilet frem igen.
Politico noterer også, at Danmark har haft nogle af de højeste smittetal under pandemien, og at der onsdag blev registreret over 47.000 smittede, samtidig med at en undervariant af omikron er på vej frem.
Men mediet citerer samtidig Frederiksen og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for, at indlæggelsestallene er stabile, og genåbningen derfor er mulig.
Storbritannien
Den britiske avis The Guardian skriver, at Danmark er iblandt flere europæiske lande, der trodser høje smittetal og genåbner.
Avisen bider mærke i, at ophævelsen af alle restriktioner indenlands betyder, at natklubber må genåbne, og restauranter kan servere alkohol efter klokken 22.
Ud over at restriktioner vil blive ophævet 1. februar, vil corona ikke længere blive betegnet som en "samfundskritisk sygdom".
Der vil dog fortsat gælde nogle bestemte regler for personer, der ønsker at rejse ind i Danmark.
Onsdagens smittetal
46.747 personer er onsdag bekræftet smittet med coronavirus.
Det viser tal fra Statens Serum Institut, SSI, på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Tirsdagens smittetal var på 46.590.
Af de knap 47.000 smittede har 3028 været smittet før.
Indlagte stiger
Antal indlagte med corona stiger med 20 til 938.
En rapport fra Sundhedsstyrelsen viser dog, at mellem 30 og 40 procent af de indlagte med en positiv PCR-test er indlagt af en anden årsag end covid-19.
Der er onsdag 40 personer med coronavirus, der er så syge, at de er indlagt på en intensivafdeling, heraf får 25 hjælp af en respirator til at trække vejret.
Der er registreret 21 dødsfald.
Dermed har i alt 3656 personer i Danmark, der var smittet med coronavirus, mistet livet under pandemien.