Går amok: Skyder et barn og fire voksne
Naboer kunne ikke få barn til at sove og klagede over skudstøj fra naboen. Han angreb huset og dræbte fem
Politiet i Texas jager lørdag en bevæbnet mand, der tidligere på natten skød og dræbte fem mennesker, der stammer fra Honduras.
Blandt de dræbte var et otte år gammelt barn.
Det er det seneste i en meget lang række af masseskyderier i USA.
Politiets efterforskere mener, at gerningsmanden sent fredag aften havde haft travlt med at affyre sit våben, en AR-15, foran sit hus i byen Cleveland.
Naboer klagede
Det fik hans naboer til at klage over støjen og bede ham om at holde op, så de kunne få deres dreng til at sove. Det fik ham til at vende sit våben mod dem.
Da politiet nåede frem til gerningsstedet i Jacinto County, mødte der dem et frygteligt syn.
De dræbte lå spredt fra hoveddøren og hele vejen gennem huset.
To af de dræbte var kvinder. De blev fundet i et soveværelse liggende oven på to børn, der overlevede massakren.
Nærmest henrettet
Alle ofrene var blevet skudt "i nakken og opefter, nærmest som var det henrettelser, og de fleste gennem hovedet", oplyser den lokale sherif, Greg Capers.
- Han havde drukket, og han havde sagt, at "jeg vil gøre lige hvad der passer mig i min forhave", fortæller Capers om gerningsmanden.
Myndighederne siger, at de kender manden.
Han stammer fra Mexico.
Brugt ved masseskyderier
Gerningsvåbnet, en AR-15, er den hyppigst brugte ved masseskyderier på blandt andet amerikanske skoler.
Cleveland har omkring 7500 indbyggere. Byen ligger godt 90 kilometer fra storbyen Houston.
Politiet har henstillet til, at alle lokale borgere holder sig inde, indtil gerningsmanden er pågrebet.
Men på Facebook skriver politiet, at man antager, at han er flygtet ud af landet.