Fyret for anti-jødiske udtalelser
Susan Sarandon skal finde sig en ny agent
Overalt i verden splitter situationen i Israel og Gaza folk.
Debatten er meget polariseret, og mange har svært ved at balancere deres udtalelser om Hamas' terrorangreb den 7. oktober og Israels efterfølgende krig mod Hamas.
Og nu er Hollywoodstjerne og Oscarvinderen Susan Sarandon kommet i stærk modvind hjemme i USA for, hvad der kaldes "anti-jødiske" udtalelser.
- Sådan føles det
Det var forleden ved en demonstration til fordel for Palæstina, at Susan Sarandon blandt andet sagde følgende:
- Der er mange mennesker, der er bange for at være jøde lige nu. Nu får de lov at smage, hvordan det er at være muslim i dette land, sagde Susan Sarandon.
Og den udtalelse er faldet mange for brystet og har skabt stor kritik.
Fyret
Og for hendes agentfirma UTA, der er Hollywoods største, er udtalelserne over stregen for, hvad de kan acceptere.
De har fyret den 77-årige Susan Sarandon, som vandt en Oscar for sin hovedrolle i "Dead man walking".
Flere ansatte hos UTA er blevet meget sårede over stjernens udtalelser, og over for Page Six bekræfter agentfirmaet, at de ikke længere repræsenterer Susan Sarandon.