Fundet død i sneen
Blev meldt savnet efter stort sneskred søndag eftermiddag
Den amerikanske turist, der søndag blev fanget i et stort sneskred ved Tromsø i Norge, er fundet død.
Det skriver NRK i Norge.
Den dødfundne mand var ude at stå på ski med sin kammerat, som han var på ferie i Norge med, da sneskreddet ramte. Kammeraten forsøgte derefter at finde vennen, men uden held.
Fandt en handske
Søndag aften omkring klokken 20 fandt eftersøgningsmandskabet en handske i 300 meters højde.
Et par timer senere blev den amerikanske turist fundet. Han blev efterfølgende erklæret død på stedet.
Dårligt vejr
På grund af det dårlige vejr gik der forholdsvis lang tid før man kunne komme til at undersøge området og lede efter den savnede mand.
"Vi har været afhængige af at komme op med helikopter for at få overblik over de områder, der var ramt, og at få lokaliseret skredet," oplyser Eirik Kileng, der er operationsleder ved politiet i Troms, til NRK.