Frygter værste i 170 år
Kategori 4-orkanen Ida har kurs mod Louisiana, hvor hospitalerne i forvejen er fyldte med covid-19-patienter
Orkanen Ida ventes at gå i land i USA søndag som en "ekstremt farlig" kategori 4-orkan, der kan oversvømme store dele af delstaten Louisianas kystlinje.
I forvejen kæmper Louisiana med mange covid-19-tilfælde, og delstatens hospitaler er pressede.
Orkanen er taget til i styrke, hurtigere end myndighederne havde forudset, og mange indbyggere på Golfkysten har allerede forladt deres hjem.
Det sydlige Louisiana kæmper stadig med efterdønningerne af orkanen Laura, der ramte for et år siden.
Hårdt ramt af corona
Samtidig har staten i løbet af den seneste uge haft den tredjestørste forekomst af covid-19 per 100.000 indbyggere i USA.
Louisianas guvernør, John Bel Edwards, sagde lørdag, at Ida kan være den mest voldsomme orkan til at ramme delstaten siden 1850'erne.
For præcis 16 år siden blev Louisiana ødelagt af orkanen Katrina, der dræbte flere end 1800 mennesker.
Ifølge guvernør John Bel Edwards er det ikke planen, at hospitalerne i Louisiana skal evakueres, før Ida rammer.
Mange hospitaler er pressede af en stor tilstrømning af covid-19-patienter.
- Konsekvenserne af at have en kategori 4-orkan, mens hospitalerne er fulde, overgår dem, vi normalt arbejder med, sagde Edwards på et pressemøde lørdag eftermiddag lokal tid.
2700 personer indlagt
Fredag registrerede Louisiana yderligere 3400 smittetilfælde med covid-19.
I øjeblikket er omkring 2700 personer indlagt i delstaten med virusset.
- Vi har været i kontakt med hospitalerne for at sikre, at deres generatorer fungerer, og at de har meget mere vand til rådighed end normalt, lød det fra guvernøren lørdag.
Myndigheder har beordret alle i lavtliggende områder og kystnære områder til at lade sig evakuere.
- Dette er en kraftig og farlig storm. Den bevæger sig hurtigere, end vi havde regnet med, så vi har ikke meget tid til at forberede os, siger Louisianas øverste chef for sundhedsmyndighederne, Joseph Kanter.
- Der er rigtig meget covid-19-smitte derude og i det hele taget mange risici, tilføjer han.