Frygtelig tragedie i Sverige

Svensk politi har endnu ikke anholdt nogen, efter at en politibetjent har mistet livet efter skyderi onsdag

En politibetjent er død efter skyderi i det nordlige Göteborg.
En politibetjent er død efter skyderi i det nordlige Göteborg.
Offentliggjort Sidst opdateret

En politibetjent har mistet livet i forbindelse med en skudepisode i Biskopsgården i det nordlige Göteborg onsdag aften.

Det oplyser politiet i Göteborg natten til torsdag klokken 02.54.

- Dette er en frygteligt tragisk begivenhed, og det var en forfærdelig besked at modtage. Mine tanker går først og fremmest til hans pårørende, men også til hans kolleger, siger politichef i region Väst Klas Johansson i en udtalelse.

Talsmand for politiet Fredrik Svedemyr oplyste tidligere på aftenen, at en betjent var blevet sendt på hospitalet med alvorlige skader.

Han ville hverken be- eller afkræfte, om det skyldtes, at betjenten var blevet ramt af skud.

Beskudt under samtale

Nu forlyder det fra politiet, at betjenten og hans kolleger blev beskudt, mens de stod og talte med en gruppe af personer.

Tidligere var der også meldinger om, at endnu en person skulle være blevet såret.

Men det er ikke tilfældet, oplyser politiet.

Politiet rykkede ud til stedet omkring klokken 22.30 efter flere anmeldelser fra folk, der havde hørt skud i området.

Natten til torsdag er politiet fortsat til stede i området med et stort antal enheder.

Gerningssted afspærret

Her er et gerningssted blevet afspærret, mens det undersøges af politiets teknikere.

Kort efter klokken 01.00 begyndte betjente også at banke på døre i området for at afhøre vidner, men ingen er endnu blevet anholdt.

Avisen Göteborgs-Posten skriver, at politiet har taget flere personer med på stationen til afhøring, men at ingen endnu er blevet sigtet for noget.

Ifølge avisen så flere vidner ambulancereddere give livreddende førstehjælp efter skudepisoden til den betjent, der nu er afgået ved døden.

Powered by Labrador CMS