Første gang nogen sinde

Fire rumturister har kun trænet i få måneder, inden de natten til torsdag er blevet sendt på historisk rumtur

Der er blevet taget hul på en historisk rumtur natten til torsdag dansk tid.
Der er blevet taget hul på en historisk rumtur natten til torsdag dansk tid.
Offentliggjort Sidst opdateret

Rumfartøjet "Inspiration4" med fire rumturister om bord er natten til torsdag dansk tid blevet sendt afsted på tre dages kredsløb om Jorden.

Fartøjet blev skudt afsted lige før solnedgang fra Nasas Kennedy Space Center i Florida i USA med et ordentligt brag.

Det er første gang, at en besætning uden særlig megen rumerfaring er i kredsløb om Jorden.

De fire rumturister har blot fået få måneders træning bag sig.

Tidligere har ture med rumturister kun varet minutter og ikke inkluderet kredsløb om planeten.

Kostbar tur

Det er den 38-årige forretningsmand Jared Isaacman, der har betalt for missionen.

SpaceX, der har udviklet fartøjet, har ikke offentliggjort prisen, men den menes at lyde på et tocifret millionbeløb i dollar.

Med om bord er desuden tre mindre velhavende turister i alderen mellem 51 og 29 år, herunder to kvinder. De er blevet udvalgt gennem en konkurrence.

Billeder fra opsendingen viser ifølge Reuters dem alle fire med tommelfingeren i vejret.

28.000 km/t

Rumfartøjet ventes at nå en højde på 575 kilometer, hvilket er højere end Den Internationale Rumstation (ISS). Den ligger i 408 kilometers højde.

I en hastighed på 28.000 kilometer i timen vil rumfartøjet kredse om Jorden de næste tre dage.

Tidligere i år stod de to rigmænd Richard Branson og Jeff Bezos bag hver deres rumtur. Branson nåede rummets atmosfære den 11. juli, og Amazon-stifteren Bezos gjorde det samme ni dage senere.

På begge ture var besætningsmedlemmerne i vægtløs tilstand i få minutter. Turene var dog langtfra så omfattende som "Inspiration4".

Powered by Labrador CMS