Første gang: Har ALDRIG gjort det før

Talibans religiøse leder er for første gang troppet op i offentligheden for at tale til det afghanske folk

Talibans øverste leder, Haibatullah Akhundzada, har for første gang talt til offentligheden. (Arkivfoto)
Talibans øverste leder, Haibatullah Akhundzada, har for første gang talt til offentligheden. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Talibans øverste leder, Haibatullah Akhundzada, har talt til offentligheden for første gang nogensinde.

Han talte til Taliban-støtter i den afghanske by Kandahar.

Det vides ikke præcis, hvornår han har talt.

En lydfil er blevet delt af højtstående personer inden for Taliban på det sociale medie Twitter.

- Øverstbefalende for de troende sheik Haibatullah Akhundzada - må gud være hans sjæl nådig - troppede i dag op til en stor forsamling ved skolen Darul Uloom Hakimah, lyder det i filen.

Det er første gang, at Akhundzada taler til offentligheden, efter at Taliban tog magten i Afghanistan i sensommeren. Han har været leder for Taliban siden 2016, hvor et droneangreb dræbte hans forgænger.

Overtog magten

Den 15. august trængte den militante islamistiske bevægelse ind i hovedstaden, Kabul, og overtog magten i landet.

Den daværende præsident, Ashraf Ghani, var flygtet fra landet. Han ønskede ikke flere blodudgydelser.

I dagene op til havde Taliban strategisk sikret sig flere store afghanske byer som Kandahar og Jalalabad.

Samtidig var en række lande påbegyndt evakueringsmanøvrer for at få deres borgere og lokalt ansatte ud af Afghanistan.

1000 evakueret til Danmark

Blandt andet har Danmark evakueret omtrent 1000 mennesker fra landet.

Det er blandt andet personer, der har arbejdet for den danske ambassade i landet.

Der er også tolke, som har arbejdet for det danske militær, mens Danmark stadig havde styrker i Afghanistan. De er nu kommet til Danmark med deres familier.

Det er ikke første gang, at Taliban sidder ved magten i Afghanistan.

Allerede i 1996 fik bevægelsen, der består hovedsageligt af sunnimuslimer, greb om magten i Afghanistan.

Det varede indtil kort efter årtusindskiftet, hvor vestlige styrker kom til Afghanistan i stor stil.

Taliban

* Taliban er opstået i afghanske flygtningelejre i Pakistan. Militsen rykkede ind på den politiske scene, efter at muslimske oprørere i 1992 overtog magten i Afghanistan, da den Moskva-støttede regering kollapsede.

* I 1996 overtog Taliban kontrollen med Kabul og udråbte sig som lovmæssige regering i Afghanistan, efter at 50.000 mennesker var omkommet i blodige interne stridigheder.

* Frem til den amerikanskledede invasion i 2001 kontrollerede bevægelsen store dele af landet, hvor koranens ord blev benyttet nidkært til religiøs undertrykkelse af folk, særligt piger og kvinder for hvem skolegang blev obstrueret.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS