Flystyrt: Seks dræbt - en overlever

Ifølge AFP har én person overlevet flystyrt, hvor seks personer mistede livet i det nordlige Canada tirsdag

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUME AF ARTIKLEN

Et pendlerfly styrtede tirsdag ned i Nordvest-territoriet, Canada, hvilket resulterede i seks dødsfald.

Flyet, drevet af Northwestern Air, var af typen Jetstream og havde minearbejdere om bord.

Efter styrtet iværksatte hospitalet i Fort Smith protokollen for 'massedødsfald'.

Canadas Transportsikkerhedsudvalg har indledt en undersøgelse, og alle fly i Fort Smith er jordet.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En person skulle tirsdag have overlevet et flystyrt i det nordlige Canada, hvor seks personer ellers mistede livet.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP efter at have talt med kilder, som har kendskab til sagen.

Både rigspolitiet og militæret måtte rykke ud til flystyrtet, der skete i den canadiske provins Nordvest-territoriet, som ligger i den nordlige del af Canada og grænser op til Ishavet.

Vragresterne blev fundet af canadiske politibetjente på snescootere.

Mistede kontakten

Pendlerflyet gik på vingerne omkring klokken 08.50 tirsdag morgen fra Fort Smith, som ligger lige ved Nordvest-territoriets sydlige grænse mod Ontario.

Ontarios nødberedskab oplyser, at det mistede kontakten til flyet, kort efter at det gik i luften.

Det styrtede omkring 1100 meter fra landingsbanens slutning.

AFP har talt med en kilde, der vil bevare sin anonymitet, fordi vedkommende ikke må udtale sig til medier i sin stilling.

Protokol for 'massedødsfald'

Hospitalet i Forth Smith har oplyst offentligt, at det har iværksat dets protokol for "massedødsfald".

Nordvest-territoriets chefretsmediciner, Garth Eggerberger, har desuden bekræftet, at "der er dødsfald".

Flyet var et pendlerfly, som blev drevet af Northwestern Air, et lokalt luftfartsselskab som holder hjemme i Fort Smith og flyver indenrigs i Canada.

To propelmotorer

Der var tale om et fly af typen Jetstream, som har to propelmotorer.

Ifølge Northwestern Air var de rejsende minearbejdere, som var på vej ud til en mine.

Det vides endnu ikke, hvorfor flyet er styrtet.

Canadas Transportsikkerhedsudvalg har iværksat en undersøgelse af flystyrtet. Alle flyvemaskiner i Fort Smith skal holdes på jorden.

Powered by Labrador CMS