Flystyrt i Norge: Vejr forsinker indsatsen
Ifølge operationsleder er vejret afgørende for indsatsen søndag i forbindelse med en flyulykke i Norge
Politiet i Nordland i Norge håber at kunne komme ind på et ulykkessted søndag, hvor fire amerikanere i et militærfly fra USA's Marine Corps omkom, da deres fly styrtede.
- Skredeksperter har frarådet os at sende mandskab ind, sådan som forholdene er nu, sagde stabschef hos politiet i Nordland Bent Are Eilertsen lørdag eftermiddag.
Samme tidspunkt oplyste politiet, at de omkomne ikke ville blive hentet lørdag.
Søndag er der varslet bedre vejr- og skredforhold.
Skal have vejret med sig
Til norske TV 2 har operationsleder Kjetil Kaalaas udtalt, at de skal have vejret med sig, hvis de skal kunne gøre noget søndag.
- Vi håber, at forholdene bliver bedre hen over aftenen, natten og i morgen (søndag red.). Sådan at politiet sammen med Kripos og Havarikommissionen kan gøre deres arbejde søndag, sagde han lørdag eftermiddag.
Kripos er en norsk politienhed.
Var på træningstur
De fire var marineinfanterister fra eliteenheden US Marine Corps, har politiet oplyst.
Flyet af typen Bell-Boeing V-22 Osprey styrtede ned ved Beiarn i Nordland i det nordlige Norge.
Det amerikanske militærfly var på træningstur i forbindelse med Nato-øvelsen "Cold Response".
Flere end 30.000 soldater fra 27 lande deltager i øvelsen.
Måtte trække sig
Politiet nåede frem til ulykkesområdet natten til lørdag, men måtte trække sig ud på grund af vejr- og skredforholdene.
Der er nu mandskaber, som holder vagt få hundrede meter fra ulykkesstedet.
Lørdag var farevarslet for skred på niveau fire ud af fem ifølge Varsom, en norsk tjeneste som varsler om naturfarer.
Forbereder undersøgelse
Den norske havarikommission og Kripos forbereder sig på at foretage undersøgelser i ulykkesområdet.
- Først skal vi bistå i arbejdet med, at vraget og området bliver godt nok varetaget, sådan at der kan laves undersøgelser på en god måde, siger afdelingsdirektør i den norske havarikommission Kåre Halvorsen.
Fordi flyet tilhørte det amerikanske forsvar, arbejdes der på at afklare, om det er norske eller amerikanske myndigheder, som skal være ansvarlige for efterforskningsarbejdet.
Årsag ukendt
Det vides endnu ikke, hvad årsagen til ulykken var, eller om vejret kan have været medvirkende til flystyrtet.
Det norske forsvar skrev i en pressemeddelelse lørdag, at øvelsen fortsætter - dog med nogle justeringer på grund af dårligt vejr i området.