Pige alene på vej til vuggestue – mor lå død derhjemme

En hjerteskærende historie om en tre-årig pige, der førte en politibetjent til sin afdøde mor har vakt opsigt i England.

Den lille pige blev set gående alene uden for sit hjem her på Snobnall Road i Burton, efter hun den 6. januar ikke kunne vække sin mor, Nicolla Rushton. Foto: Google Street View.
Offentliggjort Sidst opdateret

Sympatierklæringerne strømmer lige nu ind i massevis til en lille pige fra Burton i England og hendes familie, efter en hjerteskærende historie er gået rundt i talrige engelske og udenlandske medier. Flere medier skriver, at pigen er to år gammel, mens det lokale medie Burton Mail skriver, at de tale om en tre-årig pige.

Onsdag den 6. januar så en politibetjent, der ikke var på vagt, og hans kone, pigen gå alene på Snobnall Road i Burton, da de kom kørende i deres bil, skriver blandt andre derbytelegraph.co.uk. Betjente stoppede bilen og gik ud for at spørge, hvad den lille pige lavede der helt alene.

– Jeg er på vej i vuggestue. Jeg kan ikke vække mor, svarede den lille pige angiveligt.

Hun ledte derefter betjenten hen til sit hjem meget kort derfra. Her lå moren, den 30-årige Nicolla Rushton, livløs, og ambulancepersonale erklærede hende for død, da de ankom til stedet.

Øvrige familiemedlemmer tager sig nu af den lille pige.

“Hjerteskærende”

Politiet har meldt ud, at der ikke er noget mistænkeligt ved hændelsen.

Den lokale politichef Steve Maskrey har efterfølgende hyldet betjenten.

– Det er et glimrende stykke arbejde af ham, der viser, at vi aldrig helt har fri fra tjeneste. Betjenten og hans kone tog sig tid til at passe på den lille pige og blive ved ind til redningspersonale ankom. Desværre kunne der ikke gøres noget for at hjælpe kvinden, siger han ifølge flere medier.

Også det lokale byrådsmedlem Bill Ganley har på vegne af byens befolkningudtrykt sin medfølelse med den lille pige til Burton Mail.

– Det er hjerteskærende, at det lille barn gik alene rundt på gaden, siger han.

 

Powered by Labrador CMS