Fly med fire personer styrtet ned

Jagerfly blev sendt op, da et mindre Cessna-fly kom ind på forbudt område i luften over USA's hovedstad

Offentliggjort Sidst opdateret

Et mindre fly er styrtet ned, efter at det havde krænket luftrummet i Washington D.C.-området.

Krænkelsen fik myndighederne til at sende jagerfly på vingerne.

Det forulykkede fly er af typen Cessna Citation, der kan have op til 12 personer om bord.

Ifølge USA's føderale luftfartsmyndighed, FAA, styrtede det ned i et bjergområde i den sydvestlige del af delstaten Virginia.

Fire ombord

En unavngiven amerikansk embedsmand siger, at F-16-flyene ikke var skyld i styrtet.

Kilder oplyser til CNN, at der var fire personer om bord på det lille fly.

Der er ikke fundet nogen overlevende ved ulykkesstedet, oplyser delstatspolitiet i Virginia.

Nordamerikas Luftforsvarskommando (Norad) oplyser i en erklæring, at piloten var "unresponsive" - altså ikke til at komme i kontakt med - inden styrtet.

Fløj på autopilot

Ifølge FAA lettede flyet fra lufthavnen Elizabethton Municipal i Elizabethton i Tennessee og havde kurs mod lufthavnen Long Island MacArthur i New York omkring 80 kilometer øst for Manhattan.

Det styrtede ned omkring klokken 15.30 søndag lokal tid.

En kilde med kendskab til sagen siger, at Cessna-flyet menes at have fløjet på autopilot.

Flyet reagerede ikke på myndighedernes forsøg på at komme i kontakt med det, siger kilden.

Døde kort efter afgang

Selv om det er sjældent, at der sker ulykker, hvor piloten ikke reagerer, så er det ikke uden fortilfælde.

I 1999 døde den amerikanske golfspiller Payne Stewart i et flystyrt sammen med fem andre i South Dakota.

Luftfartseksperter sagde efterfølgende, at flyets to besætningsmedlemmer og fire passagerer formentlig var døde eller uden for bevidsthed allerede kort efter afgangen fra Orlando. 

Enten på grund af iltmangel eller udslip af giftige gasser i bagagen eller fra flyets mekaniske dele.

Bemærkede høje lyde

I Washington D.C. bemærkede mange indbyggere søndag de høje lyde, der bragede ud over hovedstaden, da jagerflyene brød lydmuren.

Mange indbyggere har beskrevet på sociale medier, hvordan lyden fik jorden og murene til at ryste.

Nogle indbyggere har beskrevet, hvordan de kunne høre lyden så langt væk som i det nordlige Virginia og i delstaten Maryland.

Et fly af typen Cessna er styrtet ned, efter det fløj ind over et lukket luftrum. Flyet var formentlig på autopilot.
Et fly af typen Cessna er styrtet ned, efter det fløj ind over et lukket luftrum. Flyet var formentlig på autopilot.

KENDTE DRÆBT I FLYSTYRT

Mange berømtheder, skuespillere og musikalske stjerner er gennem årene omkommet i flystyrt. Ofte fordi de hyrede små, private flyvemaskiner, eller fordi de overvurderede sig selv og deres evner som pilot.

I denne miniserie fortæller vi om nogle af de tragiske styrt.

Powered by Labrador CMS