Flere personer såret efter muligt skyderi i svensk by

Der er i øjeblikket en større politiaktion i gang i den svenske by Uppsala efter muligt skyderi

Offentliggjort Sidst opdateret

Skyderi i Uppsala: Flere sårede

Flere personer er fundet med skudsår i Uppsala, og politiet har afspærret området.

Vidner rapporterer om høje brag og folk, der flygter i panik.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Flere personer er tirsdag blevet fundet i den svenske by Uppsala med skader, der tyder på, at de er blevet ramt af skud.

Det oplyser svensk politi i en erklæring på politiets hjemmeside.

Ifølge det svenske medie Expressen er flere mennesker blevet dræbt. Oplysningen er ikke bekræftet af svensk politi.

Høje brag

Politiet oplyser, at man havde modtaget opkald fra borgere, der fortalte, at de havde hørt høje brag, der lød som skud i byens centrum. Det fik politiet til at rykke talstærkt ud.

Det første alarmopkald kom lidt efter klokken 17, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Politiet har afspærret et større område omkring Vaksala torv, og en efterforskning er i gang på stedet, lyder det.

- Leder efter sårede

En politihelikopter deltager også i arbejdet.

- Vi leder efter sårede i området, efter at vi har modtaget flere opkald fra folk om, at de har hørt brag i området. Det er, hvad vi kan sige på nuværende tidspunkt, siger Magnus Klarin, talsperson for politiet, ifølge SVT.

SVT har talt med flere vidner på stedet, der hævder at have hørt flere skud.

Et anonymt vidne siger til det svenske medie, at vedkommende så folk løbe i forskellige retninger og gemme sig.

Togforbindelserne til og fra Uppsala blev midlertidigt afbrudt, skriver SVT.

Powered by Labrador CMS