Flere bombeattentater i Stockholm

Første eksplosion skete tidligt torsdag i et rækkehus, der tilhører familien til kendt rapper

Offentliggjort Sidst opdateret

En person er såret, efter at en kraftig eksplosion tidligt torsdag ødelagde facaden på et rækkehus i Hässelby i det vestlige Stockholm.

Cirka en time senere blev politiet alarmeret om en ny eksplosion i et familiehus i Skarpnäck. Det ligger i den sydlige del af den svenske hovedstad.

Politiet behandler sagerne som drabsforsøg.

Støtter kriminel leder

Tv-stationen SVT erfarer, at der i rækkehuset i Hässelby bor slægtninge til en kendt rapper, der har forbindelse til et kriminelt netværk.

Rapperen, som ikke navngives, har tidligere vist sin åbne støtte til den kriminelle leder, der går under navnet Den Kurdiske Ræv.

- Jeg bor tre kilometer væk, og det er den kraftigste eksplosion, jeg har hørt. Det siger en beboer i det vestlige Stockholm til avisen Expressen.

Ambulancehelikopter tilkaldt

Der befandt sig flere personer i rækkehuset, da braget lød.

Den sårede person - en mand - blev fløjet til hospitalet i en ambulancehelikopter.

Der er torsdag morgen et stort opbud af politifolk og bombeeksperter i Hässelby. Et større område er afspærret.

Flere på hospitalet

Eksplosionen i Skarpnäck i den sydlige del af Stockholm udløste en brand i en trappeopgang. Flere personer blev sendt på hospitalet.

Her er en 40-45-årig mand anholdt efter en større politiaktion med hunde og helikoptere. Han er mistænkt for at have taget del i forbrydelsen.

Det er fortsat uvist, om der er en forbindelse mellem de to eksplosioner.

Bølge af bomber

- Det er selvfølgelig noget, vi altid ser på. Men det er ikke noget, jeg kan kommentere lige nu, siger politiets pressetalskvinde, Carina Skagerlind.

Sverige har de seneste år oplevet en bølge af bomber og skuddrab. Rivaliserende bander med baggrund i indvandrermiljøer står som oftest bag.

Rækkehuset i Hässelby i det vestlige Stockholm, som torsdag morgen fik ødelagt fronten ved en kraftig eksplosion. En time senere lød en ny eksplosion i et familiehus i den sydlige del af den svenske hovedstad.
Rækkehuset i Hässelby i det vestlige Stockholm, som torsdag morgen fik ødelagt fronten ved en kraftig eksplosion. En time senere lød en ny eksplosion i et familiehus i den sydlige del af den svenske hovedstad.
Powered by Labrador CMS