Fjerde dreng dør efter tragisk ulykke
En seksårig dreng er det fjerde dødsoffer efter en ulykke på en sø nær Birmingham i søndags
En fjerde dreng er død, efter at han sammen med tre andre drenge gik gennem isen på en sø i Solihull ved Birmingham i det centrale England søndag eftermiddag.
Det oplyser West Midlands Police onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Alle fire drenge på henholdsvis 6, 8, 10 og 11 år fik hjertestop, da de faldt i det iskolde vand.
Politiet bekræftede mandag, at de tre ældste drenge var omkommet, mens den seksårige var i kritisk tilstand.
Yngste død
Men nu er også den yngste dreng død.
- Det er med dybfølt sorg, at vi i dag må meddele, at den seksårige dreng på hospitalet har tabt sin kamp for livet, oplyser West Midlands Police onsdag ifølge AFP.
- Vores dybeste medfølelse går til familier og venner til dem, der har været involveret i denne tragedie, tilføjes det.
Storbritannien har på det seneste været ramt af kraftigt snevejr og temperaturer ned til minus ti grader i nogle områder.
Slog hul på isen
Øjenvidner har fortalt, at de så en flok børn lege på søen i Babbs Mill Park søndag, da isen gav efter, og børnene faldt i vandet.
Redningsfolk på søen slog hul på isen, og ifølge vidner fik tre personer førstehjælp på stedet.
En af drengene - en tiårig dreng ved navn Jack Johnson - er i britiske medier blevet hyldet som en helt efter ulykken, da han angiveligt døde i et forsøg på at redde de andre.
Det skriver Sky News.
Har advaret befolkningen
En eftersøgning fortsatte natten til mandag efter modstridende vidneoplysninger om, at op til seks børn var gået gennem isen.
Ifølge politiet er ingen andre meldt savnede.
De britiske myndigheder har advaret befolkningen om, at de næste dage også vil være meget kolde, og at alle - voksne som børn - bør holde sig fra åbent vand - uanset hvor tyk isen, der dækker overfladen, er.