Fire er dræbt i skoleskyderi

Det vil tage tid at få svar på, hvad der skete, og hvorfor det skete, siger sherif. Mistænkt er anholdt.

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

Fire mennesker er dræbt og ni såret i et skoleskyderi i den amerikanske delstat Georgia onsdag.

Det skriver forbundspolitiet FBI's afdeling i Georgia på det sociale medie X.

- Fire døde. Yderligere ni er bragt til forskellige hospitaler med kvæstelser. Den mistænkte er anholdt og i live, skriver FBI.

Ikke oplyst

Tidligere havde unavngivne kilder i politiet oplyst til amerikanske medier, at fire var dræbt og omkring 30 såret. Det tal var ikke officielt bekræftet.

Det er ikke umiddelbart oplyst, om ofrene er elever, lærere eller andre.

Den skole, der er ramt af skyderiet, er Apalachee High School i byen Winder.

Under kontrol

Alarmcentralen fik et opkald om skyderiet klokken 10.23 lokal tid, oplyser politiet ifølge CNN. Det er klokken 16.23 dansk tid.

Ved middagstid lokal tid var situationen tilsyneladende under kontrol igen.

Det er ikke umiddelbart oplyst, hvem den anholdte er, eller hvad motivet bag skyderiet var.

Sherif Jud Smith sagde tidligere onsdag på et pressemøde, at der endnu er mange ubesvarede spørgsmål.

Elever og ansatte samledes ved fodboldbanen ved Apalachee High School i Georgia, hvor der onsdag har været et skoleskyderi.

Flere dage

- Vi beder jer udvise tålmodighed. Lad os få kendsgerningerne på plads, siger han.

- Det kommer til at tage flere dage for os at finde svar på, hvad der skete, og hvorfor det skete, siger han ifølge CNN.

Billeder i amerikanske medier viser et stort antal udrykningskøretøjer ved skolen.

En 17-årig elev på skolen, Sergio Caldera, fortæller til ABC News, at han befandt sig i skolens kemilokale, da der lød skud.

Krøb sammen i lokalet

Hans lærer åbnede døren og fik at vide af en anden lærer på gangen, at der var en bevæbnet person, der skød.

Elever og lærere låste døren og krøb sammen i kemilokalet. Udenfor bankede det kraftigt på døren, og en person råbte, at de skulle åbne den, fortæller Caldera.

Da vedkommende holdt op med at banke på døren, kunne Caldera og de andre i lokalet høre lyden af skud og skrig, fortæller han.

Sætter alt ind

På et senere tidspunkt lykkedes det alle at komme fra kemilokalet til skolens fodboldbane, siger han videre til ABC News.

Georgias guvernør, Brian Kemp, skriver på det sociale medie X, at han har givet ordre til, at alle delstatens tilgængelige ressourcer sættes ind.

Han "opfordrer alle borgere i Georgia til sammen med min familie at bede for sikkerheden for alle i vores klasselokaler".

Hundredevis af skoleskyderier

Det Hvide Hus oplyser ifølge Reuters, at præsident Joe Biden er blevet briefet om skoleskyderiet i Georgia.

Forbundspolitiet FBI har sendt agenter til skolen for at hjælpe det lokale politi, siger en talskvinde ved FBI's kontor i Atlanta, der er hovedstad i Georgia.

Gennem de seneste par årtier har USA oplevet hundredvis af skoleskyderier.

Dødeligste i 2007

Det dødeligste af dem fandt sted på skolen Virginia Tech i 2007, hvor over 30 mennesker blev dræbt.

De mange skyderier har udløst til tider følelsesladede debatter om USA's våbenlove og den bestemmelse i landets forfatning, der giver borgerne ret til at eje og bære våben.

Skoleskyderi i Georgia, USA

Fire mennesker blev dræbt og ni såret i et skoleskyderi på Apalachee High School i Winder, Georgia.

Alarmcentralen modtog opkald om skyderiet kl. 10.23 lokal tid, og situationen var under kontrol ved middagstid.

Georgias guvernør Brian Kemp har beordret alle tilgængelige ressourcer indsat og opfordrer til bøn for sikkerheden.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Powered by Labrador CMS