Fire børn er fundet i live efter flystyrt
Flystyrtet 1. maj dræbte de tre voksne om bord, men onsdag fandt myndighederne frem til de savnede børn
Fire børn fra en oprindelig befolkning, der har været savnet i mere end to uger efter et flystyrt i Amazonas i Colombia, er blevet fundet i live.
Det fortæller Colombias præsident, Gustavo Petro, onsdag på det sociale medie Twitter.
Over 100 soldater deltog i eftersøgningen af børnene på 13, 9 og 4 år samt en baby på 11 måneder.
Flyet styrtede ned i Amazonas 1. maj og dræbte de tre voksne om bord.
Vandrede rundt i junglen
Redningsarbejderne mener, at børnene har vandret rundt i junglen i den sydlige region Caquetá siden styrtet.
Tidligere onsdag havde redningsarbejderne sagt, at eftersøgningen ville blive intensiveret, efter at man havde fundet et læskur bygget med grene.
Det var før lykkedes redningsarbejderne at finde en sutteflaske samt levninger af frugt.
Saks og hårbånd
På billeder offentliggjort af militæret kan man se en saks og et hårbånd iblandt grene på junglebunden.
Børnenes tilstand er ukendt.
Myndighederne er ikke kommet med en vurdering af, hvad der har forårsaget flystyrtet.
Piloten havde rapporteret om problemer med motoren bare minutter før, at flyet forsvandt fra radaren.
Fandt ligene af de voksne
Soldaterne fandt mandag og tirsdag ligene af piloten og de to voksne, der var om bord på flyet.
Det var lettet fra et sted i junglen og var på vej mod San Jose del Guaviare, en af hovedbyerne i Colombias Amazonas.
En af passagererne om bord var de fire børns mor.
Familien tilhører urbefolkningen Huitoto.
Træer på 40 meter
Gigantiske træer på op mod 40 meter, vilde dyr og voldsomme regnskyl gjorde efterforskningen svær.
Redningsaktionen fik navnet "Operation Håb".
Tre helikoptere blev brugt under eftersøgningen, heriblandt én, der via højttalere udsendte en besked fra børnenes bedstemor på Huitoto-sproget.