Finder savnet sømand og hund efter tre måneder

En mexicansk tunfisker har taget en australsk sømand og hans hund om bord. De har været savnet i tre måneder

Offentliggjort Sidst opdateret

En australsk sømand, som har været savnet i tre måneder, er blevet fundet af en mexicansk tunfisker drivende rundt med sin hund i internationale farvande.

Det oplyste fiskebådens ejer mandag ifølge nyhedsbureauet AP.

Timothy Shaddock var om bord på sin ukampdygtige katamaran "Aloha Toa" i Stillehavet omkring 1900 kilometer fra land, da han blev spottet af fiskebåden.

AP beskriver ham som 54-årig, mens det australske medie 9News beskriver ham som 51 år.

I skrøbelig stand

Ifølge virksomheden bag fiskebåden, Grupomar, var australieren i en skrøbelig tilstand og uden læ og provianter, da han blev fundet, skriver AP.

Besætningen på båden forsynede øjeblikkeligt ham og hunden Bella med lægelig hjælp, mad og hydrering.

Grupomar har ifølge AP ikke oplyst, præcis hvornår Timothy Shaddock og Bella blev fundet, eller hvornår de startede deres rejse.

Fiskebåden forventes at ankomme i havnen Manzanillo tirsdag.

Ifølge virksomheden bag fiskebåden Grupomar var australieren i en skrøbelig tilstand og uden læ og provianter, da han blev fundet, skriver AP. (Arkivfoto).
Ifølge virksomheden bag fiskebåden Grupomar var australieren i en skrøbelig tilstand og uden læ og provianter, da han blev fundet, skriver AP. (Arkivfoto).

Stolt af besætning

Grupomars præsident og stifter, Antonio Suárez Gutiérrez, udtaler ifølge AP, at han er stolt af sin besætning for at redde mandens liv.

9News skriver, at Timothy Shaddock og Bella forlod havnen La Paz i Mexico for tre måneder siden.

Men blot en uge inde i deres rejse blev de ramt af en storm, som gjorde deres båd ude af stand til at sejle videre.

De overlevede ifølge mediet ved at af leve regnvand og spise rå fisk. Alt imens de ventede og håbede på den spinkle chance for at blive reddet.

Er ved godt helbred

Timothy Shaddock fortæller 9News, at han er ved godt helbred trods de seneste måneders strabadser.

- Jeg har været igennem en meget svær prøvelse på havet. Jeg har bare brug for hvile og god mad, fordi jeg har været alene til søs i lang tid, siger han til mediet.

Bella har det efter omstændighederne også godt.

Powered by Labrador CMS