Finder 31.000 år gammel amputation

Analyser af knogle og væv tyder på, at en person på Borneo for 31.000 år siden overlevede en benamputation

Offentliggjort Sidst opdateret

Arkæologer har i en grav på Borneo fundet verdens hidtil tidligste beviser for en vellykket kirurgisk amputation.

Arkæologer fra australske universiteter og indonesiske institutioner har således fundet skelettet af en ung voksen fra Borneo, hvis nederste del af venstre ben blev amputeret for 31.000 år siden, da vedkommende var barn.

Det er 24.000 år tidligere end det hidtil ældste kendte eksempel.

Det oplyser forskerne i en udtalelse torsdag.

- Adskillige dateringsteknikker har bekræftet, at begravelsen fandt sted for 31.000 år siden. Det gør graven til den ældste kendte grav i Sydøstasien, udtaler de.

Arkæologer har fundet skelettet af en ung voksen fra Borneo, hvis nederste del af venstre ben blev amputeret for 31.000 år siden, da vedkommende var barn. Skelettet er fundet i en hule ved navn Liang Tebo på den østlige del af Borneo.
Arkæologer har fundet skelettet af en ung voksen fra Borneo, hvis nederste del af venstre ben blev amputeret for 31.000 år siden, da vedkommende var barn. Skelettet er fundet i en hule ved navn Liang Tebo på den østlige del af Borneo.

Ifølge forskerne har skeletanalyser bekræftet, at den nederste del af venstre ben er blevet kirurgisk amputeret.

- Måden, hvorpå knoglevævet havde ændret sig over tid, matchede tilfælde af vellykkede amputationer, der ikke var blevet inficeret, oplyser forskerne.

Ifølge arkæologerne bekræfter den helede knogle, at patienten overlevede proceduren.

Havde forstået behovet

Samtidig tyder det på, at "kirurgen eller kirurgerne sandsynligvis havde forstået behovet for at håndtere og behandle det".

Ifølge forskerne peger opdagelsen i retning af, at den menneskelige medicinske viden var "langt mere avanceret i vores arts fjerne fortid end tidligere antaget".

Skelettet er fundet i en hule ved navn Liang Tebo på den østlige del af Borneo, som dengang var forbundet med Eurasien.

Opdagelsen er blevet offentliggjort i tidsskriftet Nature.

Det ældste kendte bevis

Hidtil har det ældste kendte bevis på en vellykket amputation været en bonde fra neolitisk tid i Frankrig. Resterne af bonden er dateret til mellem 4900 og 4700 år før Kristi fødsel.

Hans venstre underarm var blevet fjernet kirurgisk, og såret var derefter delvist helet.

Powered by Labrador CMS