Filmoptagelser genoptages efter Baldwin-skyderi

Optagelserne til filmen "Rust" genoptages, 18 måneder efter Alec Baldwin skød og dræbte en filmfotograf

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag begynder optagelserne igen til westernfilmen "Rust", 18 måneder efter at skuespilleren Alec Baldwin skød og dræbte filmfotografen Halyna Hutchins på filmsettet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Alec Baldwin vil selv være at finde på filmsettet, to uger før en retshøring i delstaten New Mexico, hvor hændelsen skete.

Tog ladegreb 

Her skal det besluttes, om han skal retsforfølges for en føderal tiltale om uagtsomt manddrab.

Baldwin har afvist, at han er ansvarlig for fotografens død.

Han siger, at han tog ladegreb på revolveren, men at han ikke trykkede på aftrækkeren.

Ifølge ham var det Hanna Gutierrez-Reed, der var ansvarlig for våben på filmsettet, og andre våbenprofessionelle folks opgave at sikre sig, at våbnet ikke var ladt.

"Kold pistol"

Den våbenansvarlige har sagt, at hun kontrollerede, at det ikke var ægte patroner, hun puttede i revolveren. Derefter rakte hun revolveren til den assisterende instruktør Dave Halls.

Halls rakte derefter revolveren til Baldwin og sagde til ham, at der var tale om en "kold pistol" - altså at den ikke indeholdt eksplosiver.

Dave Halls blev tiltalt for en mindre forseelse, men har indgået et forlig.

Var muligt at undgå 

Baldwin indgik ifølge Reuters i oktober et forlig i et søgsmål med filmfotografens enkemand, Matt Hutchins.

Under forliget blev det aftalt, at optagelserne til filmen ville blive genoptaget med de samme skuespillere og den samme instruktør, Joel Souza, som blev såret i skyderiet.

Samtidig er Hutchins blevet gjort til filmens producer.

Produktionsselskabet bag filmen bestrider den officielle rapport, der tidligere har konkluderet, at selskabet blæste på våbensikkerheden på filmsettet.

Arbejdstilsynet i New Mexico konkluderede ellers i april 2022, at firmaet Rust Movie Productions havde udvist "ligegyldighed" over for de ansattes sikkerhed, og at det havde været muligt at undgå dødsfaldet.

Alec Baldwin har afvist, at han er ansvarlig for fotografens død. (Arkivfoto).
Alec Baldwin har afvist, at han er ansvarlig for fotografens død. (Arkivfoto).

Det ved vi om ulykken

Den amerikanske skuespiller Alec Baldwin skød en filmfotograf og sårede en instruktør i en ulykke med en rekvisitpistol på settet til filmen "Rust" i New Mexico torsdag lokal tid.

Her er, hvad de internationale medier og nyhedsbureauer skriver om hændelsesforløbet:

* Omkring klokken 13.50 lokal tid torsdag modtog alarmcentralen et opkald fra et filmset i byen Santa Fe i delstaten New Mexico.

* I opkaldet bad en kvinde om hjælp, da en instruktør og filmfotograf var blevet skudt under optagelserne til westernfilmen "Rust".

* De to personer var såret af skud fra en rekvisit-pistol, der var affyret af hovedrolleindehaveren og producenten, den 63-årige Alec Baldwin.

* Den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins blev erklæret død på hospitalet, efter at hun blev ramt af skud i brystet.

* Den 48-årige instruktør Joel Souza blev behandlet på hospitalet og udskrevet igen fredag, efter at han blev ramt af skud i skulderen.

* En assisterende instruktør, der ikke vidste, at rekvisit-pistolen var skarpt ladt, havde givet pistolen til Baldwin og råbt "koldt våben".

* I filmbranchen er det et udtryk for, at et våben er uden ammunition.

* Rekvisit-pistolen blev affyret inde i en bygning på filmsettet.

* Det er uvist, hvor mange patroner der var i våbnet. Ifølge en fagforening i Hollywood blev der kun affyret ét skarpt skud.

* Efterforskere har beslaglagt våbnet samt Baldwins kostume som bevismateriale i sagen.

* Politiet har ikke sigtet nogen personer i sagen.

* Baldwin skriver fredag på Twitter, at han samarbejder med politiet. Han blev fredag afhørt af politiet, der efter afhøringen lod ham gå.

* Optagelserne af filmen, der har været i gang siden 6. oktober, blev øjeblikkeligt standset efter ulykken.

Kilder: AFP, Reuters, AP, CNN og Variety.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS