Fik regning på 105.000 for opladning af bil
Skulle bare lige til frisøren
En svensk mand, Göran Björstad, fik sig noget af et chok i onsdags, da han kom tilbage til sin bil efter et besøg hos frisøren.
Det skriver expressen.se.
77-årige Göran var kørt til sin frisør i Borgholm på Öland.
Og mens han blev klippet, benyttede han lejligheden til at oplade sin forholdsvis nye Kia hybrid-bil.
Over 100.000
Efter fem kvarter afsluttede Göran opladningen via sin app på smartphonen.
Men så fik han en besked om, at hans betaling for strøm til bilen ikke var gået igennem.
I appen stod der, at han havde trukket 20.950,50 kilowatt-timer ud af ladestanderen og stod til at skulle betale en regning på 104.752,50 svenske kroner.
Ikke penge på kontoen
- Nu havde jeg ikke 105.000 kroner på min konto. Hvis der havde været det, havde de sikkert trukket dem, siger Göran Björstad.
Når han lader bilens batteri op derhjemme, så drejer det sig om cirka 10 kilowatt-timer.
- Så det kan jo ikke være rigtigt, at jeg har hentet over 20.000 kilowatt-timer ud af ladestanderen på lidt over en time, ræsonnerer Göran.
En fejl
Og der var da også tale om en fejl i systemet hos el-leverandøren, Eways.
Teknisk chef Lars Eliason fortæller, at det var det samlede antal kilowatt-timer på ladestanderens tæller og ikke Görans forbrug på lidt over en time, der var blevet sendt til Göran.
- Det sker sjældent, og hvis vi er kommet til at trække et forkert beløb fra kunden, så får de selvfølgelig pengene tilbage, siger Eliason.
Ladestanderen ved Görans frisør er nu ude af drift, mens Eways reparerer den, så andre ikke bliver ribbet for lignende beløb.
LÆS OGSÅ: