Festede med skud op i luften: 17 dræbt

Taliban-talsmand kommer med opfordring om at lade være med at skyde op i luften efter meldinger om dødsfald

Skud lyser dele af nattehimlen over Kabul op i de tidlige timer lørdag afghansk tid.
Skud lyser dele af nattehimlen over Kabul op i de tidlige timer lørdag afghansk tid.
Offentliggjort Sidst opdateret

Flere mennesker er døde, efter at der fredag blev skudt op i luften i Kabul som reaktion på meldinger om en Taliban-sejr i Panjshir-dalen.

Antallet af dræbte er usikkert.

Nyhedsbureauet Shamshad oplyser lørdag, at "luftskyderier" fredag har dræbt 17 og såret 41 i Kabul. Mediet Tolo kommer med lignende tal.

12 er såret

En ansat ved et hospital i Kabul kan ifølge nyhedsbureauet AP bekræfte, at to er døde, og 12 er blevet såret.

Det var Taliban-kilder, der fredag hævdede, at den militante islamistiske bevægelse havde vundet kontrol over Panjshir-dalen, som er den sidste afghanske provins, der ikke er overtaget af bevægelsen.

Oprørsledere har siden afvist, at Taliban har overtaget Panjshir-dalen, og BBC melder lørdag om fortsatte kampe.

Lad nu være

Men Taliban-beskeden om total sejr i Afghanistan blev flere steder i Kabul fejret med skud op i luften, der kunne høres over hele den afghanske hovedstad.

Taliban-talsmand Zabihullah Mujahid opfordrer folk til ikke at skyde op i luften.

- Lad være med at skyde op i luften, og tak Gud i stedet, siger Mujahid i et Twitter-opslag.

- Kugler kan gøre skade på civile, så lad være med at skyde, uden at det er nødvendigt.

Også i provinsen Nangarhar blev der meldt om lignende fejringsskud. Her er mindst 14 mennesker såret.

Taliban

* Taliban er opstået i afghanske flygtningelejre i Pakistan. Militsen rykkede ind på den politiske scene, efter at muslimske oprørere i 1992 overtog magten i Afghanistan, da den Moskva-støttede regering kollapsede.

* I 1996 overtog Taliban kontrollen med Kabul og udråbte sig som lovmæssige regering i Afghanistan, efter at 50.000 mennesker var omkommet i blodige interne stridigheder.

* Frem til den amerikanskledede invasion i 2001 kontrollerede bevægelsen store dele af landet, hvor koranens ord blev benyttet nidkært til religiøs undertrykkelse af folk, særligt piger og kvinder for hvem skolegang blev obstrueret.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS