Fem-årig dræbt i angreb
Luftangreb i Gaza har dræbt lederen for Islamisk Jihad. Vi reagerer på overhængende trussel, siger Israel
Israel har fredag gennemført luftangreb mod militante islamister, oplyser den israelske hær.
Islamisk Stat i Gaza siger, at det som gengæld har affyret over 100 raketter mod byer i Israel, heriblandt Tel Aviv.
I Israel bekræfter myndighederne, at der er luftalarm i flere områder af den sydlige og centrale del af Israel.
Israels premierminister, Yair Lapid, siger fredag aften på tv, at luftangrebene mod Gaza er sat i værk for at modgå en "overhængende trussel". Han uddyber det ikke nærmere.
Ti personer dræbt
I alt er ti personer dræbt under det israelske angreb, heriblandt et femårigt barn.
75 er såret. Det oplyser de palæstinensiske myndigheder i enklaven.
Blandt de dræbte er lederen for Islamisk Jihad i Gaza.
Islamisk Jihad siger, at beskydningen af Israel med raketter er gengæld for drabet på lederen.
Israels hær skønner, at 15 personer er dræbt.
- Vi har ikke afsluttet det endnu, sagde en talsmand for Israels hær lidt tidligere. Han tilføjede, at der er tale om "forebyggende angreb".
Militante jihadister bekræfter, at deres leder er blandt de dræbte.
Flere dages spændinger
- Islamisk Jihads bevægelse i Palæstina og dets militære gren Al-Quds-Brigaden er i sorg over, at den store jihadistiske kommandant Tayseer al-Jabari "Abu Mahmud" er dræbt ved et zionistisk snigmord i Gaza City, hedder det i en erklæring
Angrebet kommer oven på flere dages spændinger, efter Israel har anholdt en prominent islamistisk leder på Vestbredden.
Der er erklæret nødretstilstand i den palæstinensiske enklave.
Sort røg
På tv-billeder kunne man fredag eftermiddag se sort røg stige fra taget af en bygning i det meget befolkningstætte Gaza.
Der bor over to millioner mennesker på et område, der er lidt større end Langeland.
Angrebet kommer, efter Israel har anholdt Bassam Al-Saadi i byen Jenin på Vestbredden tidligere på ugen. Han er leder af Islamisk Jihad i Palæstina.