FBI har anholdt en person i lækagesag
Ifølge flere kilder menes et medlem af styrken Air National Guard at stå bag læk af sensitive oplysninger
Kampklædt og bevæbnet politi er torsdag aften dansk tid i gang med at ransage en adresse i byen North Dighton i den amerikanske delstat Massachusetts.
Forbundspolitiet FBI har anholdt en person på stedet. Det skriver Reuters. FBI oplyser ikke umiddelbart, hvem den anholdte er.
På adressen bor en 21-årig, der er mistænkt for en omfattende læk af hemmelige dokumenter.
Leder af onlinegruppe
Den 21-årige er menig i luftværnsstyrken Air National Guard. Det er en føderal reservestyrke knyttet til USA's luftforsvar.
En talsmand for Pentagon siger på en pressekonference, at det var en "overlagt og kriminel handling" at lække de fortrolige dokumenter.
- Vi har strenge retningslinjer for klassificeret materiale, siger talsmanden, Patrick Ryder.
Den 21-årige er leder af den onlinegruppe, hvor et antal hemmeligstemplede dokumenter er blevet lækket i de seneste måneder.
Sætter ikke navn på
Det skriver New York Times. Avisen har fulgt et "spor af digitale beviser", der førte frem til ham.
Den 21-årige arbejder i efterretningsafdelingen af Air National Guard i sin hjemstat, skriver avisen.
Kilder siger til flere medier, blandt andet Washington Post og Reuters, at et medlem af Air National Guard menes at stå bag lækket.
Nyhedsbureauet AP skriver, at forbundspolitiet FBI ønsker at afhøre et medlem af Air National Guard, men sætter i modsætning til New York Times ikke navn på vedkommende.
Handler om krigen
USA's præsident, Joe Biden, der torsdag er på besøg i Irland, siger i en kommentar til sagen, at efterforskere er tæt på at finde kilden til lækagen.
- Der er en omfattende efterforskning i gang med efterretningstjenesterne og justitsministeriet. Og de nærmer sig, siger Biden ifølge New York Times.
Dokumenterne - hvis ægthed endnu ikke er bekræftet - har afsløret detaljer om en række stater og deres militære kompetencer.
Meget af det handler om krigen i Ukraine.
Følsomme vurderinger
Blandt andet er der detaljer om USA's og Natos hemmelige planer om at opbygge det ukrainske militær.
Der er også følsomme vurderinger af Ukraines militære kompetencer og mangler.
Ét dokument nævner, at en række vestlige lande angiveligt skal have et mindre antal soldater fra specialstyrker indsat i Ukraine.
Muligvis en fejl
Det er ikke umiddelbart klart, hvordan en lavt rangerende 21-årig menig skulle have fået adgang til dokumenter, der er stemplet som hemmelige eller tophemmelige.
Men en unavngiven embedsmand siger til New York Times, at ansatte i USA's regering, som er sikkerhedsgodkendte, modtager den type dokumenter dagligt. De kan være videresendt på e-mail, muligvis ved en fejl.