FBI er efter Trumps vicepræsident

Mikes Pences advokat fandt i januar fortrolige dokumenter i ekspræsidentens hjem. Nu er FBI også på jagt

Offentliggjort Sidst opdateret

FBI har fredag gennemsøgt den tidligere vicepræsident Mike Pences hjem i delstaten Indiana i jagt på fortrolige dokumenter.

Det siger to anonyme kilder med kendskab til sagen til avisen The New York Times. En anonym kilde siger det samme til nyhedsbureauet Reuters.

Eftersøgningen kommer, efter at der i sidste måned blev fundet fortrolige dokumenter hos Mike Pence. Den tidligere vicepræsident havde selv bedt sin advokat om at gennemgå fire kasser med dokumenter.

Finder dokumenter

Advokaten, Greg Jacobs, gav den 18. januar USA's statsarkiv besked om, at man havde fundet de fortrolige dokumenter.

Dokumenterne blev herefter overdraget til FBI.

FBI er USA's forbundspoliti. Det efterforsker kriminalitet, der strækker sig på tværs af delstater og er på mange måder unikt i dets funktioner.

Fundet hos Pence i januar skete, efter at der også blev fundet klassificerede dokumenter hjemme hos den nuværende præsident, Joe Biden.

Dukkede op flere steder

Først dukkede der fortrolige dokumenter op i en tænketank knyttet til Biden. Efterfølgende dukkede flere dokumenter op i præsidentens hjem i Delaware.

Dokumenterne stammer fra hans tid som vicepræsident - en post han bestred i perioden 2009 til 2017 under tidligere præsident Barack Obama.

Også hos ekspræsident Donald Trump er der fundet hemmeligstemplede dokumenter. Han opbevarede dokumenterne på sit feriested og hjem, Mar-a-Lago, efter at han havde forladt Det Hvide Hus i januar 2021.

Skal undersøge sig selv

Både Trump og Biden bliver efterforsket af særlige udvalg for at have tilbageholdt fortrolige dokumenter. Det skriver Reuters.

I januar opfordrede USA's statsarkiv tidligere præsidenter og vicepræsidenter til at undersøge, om de ligger inde med fortrolige dokumenter. Arkivet sendte et brev til de seneste seks administrationers præsident og vicepræsident.

Mike Pence tog det fulde ansvar, da der i januar blev fundet fortrolige dokumenter i hans hjem. Fredag har FBI gennemsøgt hans hjem for flere fortrolige papirer. (Arkivfoto).
Mike Pence tog det fulde ansvar, da der i januar blev fundet fortrolige dokumenter i hans hjem. Fredag har FBI gennemsøgt hans hjem for flere fortrolige papirer. (Arkivfoto).

MIKE PENCE

Michael Richard "Mike" Pence er en amerikansk politiker, og som var vicepræsident i USA fra 2017 til 2021. Før posten som vicepræsident var Pence den 50. guvernør for den amerikanske delstat Indiana. Han er medlem af det Republikanske parti.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS