Fanget under jorden efter dødelig eksplosion
Mindst 28 personer er døde i mineulykke ved Tyrkiets sortehavskyst, oplyser landets indenrigsminister
Redningsarbejdere leder desperat efter overlevende lørdag, efter at en eksplosion i en kulmine i det nordlige Tyrkiet har kostet mindst 28 mennesker livet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det er Tyrkiets sundhedsminister, Fahrettin Koca, der skriver på Twitter, at 28 mennesker er bekræftet døde.
Han skriver videre, at 11 andre er blevet reddet ud af minen i live, og at de behandles på hospitalet.
50 fanget under jorden
Eksplosionen skete fredag ved solnedgangstid.
Fredag aften sagde landets indenrigsminister, at tæt på 50 minearbejdere er fanget under jorden i en dybde på mellem 300 og 350 meter.
Der var sent fredag aften ingen meldinger om brand i minen, og udluftningen i minen skulle også fungere efter hensigten, siger landets energiminister, Fatih Donmez.
Dele af minen er dog sammenstyrtet, siger han ifølge Reuters.
Metangas
Ifølge Donmez viser indledende undersøgelser, at eksplosionen skete på grund af såkaldte ilddampe, et andet ord for metangas i kulminer.
Det er en opfattelse, som også minearbejdernes fagforening gav udtryk for tidligere fredag aften.
Den lokale guvernør, Nurtac Arslan, oplyste tidligere fredag aften, at eksplosionen skete i 300 meters dybde.
Dengang hed det sig, at fem personer sad indespærret i 350 meters dybde, mens 44 var fanget 300 meter under jorden. Nurtac Arslan kunne oplyse, at det sågar var lykkedes otte minearbejdere at kravle ud af minen.
Hundredevis samlet
De reddede minearbejdere kunne fredag ses blive ført på bårer til ventende ambulancer.
Fjernsynsbilleder viser hundredvis af mennesker, der med tårer i øjnene har samlet sig ved en beskadiget hvid bygning nær indgangen til minen.
Minen ligger 300 kilometer nord for den tyrkiske hovedstad, Ankara.
Tyrkiet har et dårligt ry, når det gælder ulykker i miner.
I 2014 døde 301 minearbejdere, da der var en stor eksplosion i en kulmine i Soma i den ægæiske provins Manisa.