Familie udslettet i helikopterstyrt
En slovensk familie, en lokal læge og to piloter er døde i et helikopterstyrt, som kan skyldes dårligt vejr
Syv mennesker er dræbt i et helikopterstyrt i det sydlige Italien lørdag.
Det bekræfter vicechefen i regionen Apulien, Raffaele Piemontese, over for den italienske avis Corriere della Serra.
Blandt ofrene er en familie på fire fra nabolandet Slovenien, skriver avisen. En af dem er en pige på 13 år.
De øvrige ofre er en italiensk læge, der boede i regionen, og helikopterens to piloter.
Helikopteren forsvandt fra radarerne i Castelpagano di Apricena, et landligt område nær byen Foggia.
Bekræfter alle døde
Brandvæsnet i den sydlige italienske region bekræfter i et opslag på Twitter, at alle syv om bord er omkommet.
Årsagen til styrtet er endnu ukendt. Men det var dårligt vejr i området, hvor ulykken skete.
Helikopteren flyver normalt i fast rutefart mellem Foggia og Tremiti-øerne ud for Italiens sydøstlige kyst.
🔴 #Foggia, incidente #elicottero: individuato dall’alto, raggiunto via terra dalle squadre dei #vigilidelfuoco il velivolo precipitato. Purtroppo risultano deceduti i sette occupanti [#5novembre 15:45] pic.twitter.com/dld1Jf3ypz
— Vigili del Fuoco (@vigilidelfuoco) November 5, 2022
I chok
Borgmesteren på Tremiti-øerne siger ifølge italienske medier, at den lokale læge i sidste øjeblik havde besluttet at tage helikopteren, fordi det var dårligt vejr at sejle i.
- Vores lokalsamfund er i chok, siger borgmester Peppino Calabrese.
- Noget sådant er ikke sket i de 30 år, tjenesten har været der.